Side:Enten-Eller Anden Deel.djvu/20

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er blevet korrekturlæst

17

Optog, til en Figurants betydningfulde Gestikulationer og himmelske Øiekast, til Vexling af Ringene &c. Det, der er det Sande i denne hele Udvikling, det egentlige Æsthetiske, ligger i, at Kjærligheden bliver sat i Stræben, at denne Følelse sees kæmpende sig gjennem en Modsætning. Det, der er det Forfeilede, er, at denne Kamp, denne Dialektik er aldeles udvortes, og at Kjærligheden udgaaet ligesaa abstrakt af denne Kamp, som den indgik i den. Naar først Forestillingen om Kjærlighedens egen Dialektik vaagner, Forestillingen om dens pathologiske Kampe, om dens Forhold til det Ethiske, det Religiøse, da vil man i Sandhed ikke behøve haardhjertede Fædre eller Jomfrubure eller fortryllede Prindsesser eller Trolde og Uhyrer for at give Kjærligheden fuldt op at bestille. I vor Tid træffer man nu sjeldnere paa slige grusomme Fædre, eller slige rædsomme Uhyrer, og forsaavidt derfor den nyere Literatur har dannet sig i Lighed med en ældre, saa er egentlig Penge bleven det Modsætnings-Medium, igjennem hvilket Kjærligheden bevæger sig, og man slider sig da atter igjennem fire Akter, naar der er grundede Udsigter til at en riig Onkel kan døe i femte.

Det er imidlertid sjeldnere Tilfælde, at man seer slige Præstationer, og i det Hele taget er den nyere Literatur fuldt op beskjæftiget med at gjøre Kjærligheden i den abstrakte Umiddelbarhed, i hvilken den bestod i den egentlige Roman-Verden, latterlig. Naar man saaledes betragter Scribes Theater-Virksomhed, saa vil man finde det som et af hans Hoved-Themaer, at Kjærlighed er en Illusion. Dog dette behøver jeg blot at erindre Dig om; Du har altfor megen Sympathi med Scribe og hans Polemik, idetmindste troer jeg, at Du vilde gjøre den gjældende mod hele Verden, om Du end vilde forbeholde den ridderlige Kjærlighed for Dig selv; thi Du er saa langt fra at være blottet for Følelse, at Du, hvad Følelse angaaer, er det mest jaloux Menneske, jeg kjender. Jeg erindrer, Du engang sendte mig en lille Kritik over Scribes „den første Kjærlighed”, der var skreven med en næsten fortvivlet Enthusiasme. Du paastod deri, at det var det Bedste, Scribe nogensinde havde skrevet, og at dette Stykke rigtigt forstaaet alene