Side:Enten-Eller Anden Deel.djvu/221

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er blevet korrekturlæst

218

fladtrykt eller om den hvælver sig stoltere end Himmelen, det Punkt, der ikke er Indifferentsen men den absolute Gyldighed.

Du har adskillige gode Ideer, mange snurrige Indfald, en Mængde Taabeligheder, behold det Altsammen, jeg forlanger det ikke, men Du har en Idee, jeg vil bede Dig holde fast paa, en Idee, der forvisser mig om, at min Aand er beslægtet med Din. Du har ofte sagt, at Du vilde hellere være alt Andet i Verden end være Digter, da i Regelen en Digter-Existents er en Menneske-Offring. For mit Vedkommende skal ingenlunde være negtet, at der har levet Digtere, der havde vundet dem selv før de begyndte at digte, eller som vandt sig selv ved at digte; men paa den anden Side er det ogsaa vist, at en Digter-Existents som saadan ligger i den Dunkelhed, der er Følge af, at en Fortvivlelse ikke bliver gjennemført, at Sjælen bestandig zittrer i Fortvivlelse og Aanden ikke kan vinde sin sande Forklarelse. Det digteriske Ideal er altid et usandt Ideal, thi det sande Ideal er altid det virkelige. Naar Aanden da ikke faaer Lov til at svinge sig op i Aandens evige Verden, saa bliver den underveis og fryder sig ved de Billeder, der speile sig i Skyerne, og græder over deres Forgængelighed. En Digter-Existents er derfor som saadan en ulykkelig Existents; den er høiere end Endeligheden og dog ikke Undeligheden. Digteren seer Idealerne, men han maa flygte bort fra Verden for at glæde sig ved dem; han kan ikke bære disse Gudebilleder i sig midt i Livets Forvirring, ikke gaae rolig sin Gang uanfægtet af Karrikaturen, der viser sig rundtom, end sige at han skulde have Styrke til at iføre sig dem. Digterens Liv er derfor ofte Gjenstand for en ussel Medlidenhed af de Mennesker, der mene at have Deres paa det Tørre, fordi de ere forblevne i Endeligheden. Du yttrede engang i et mismodigt Øieblik, at der vistnok allerede var dem, der i deres stille Sind havde gjort Regningen op med Dig, og som vare villige til at qvittere paa følgende Vilkaar: Du blev erkjendt for et godt Hoved, til Gjengjæld gik Du under og blev intet nævenyttigt Medlem af Samfundet. Ja det er unegteligt, der gives en saadan Usselhed i Verden, der paa den Maade vil seire over Alt, hvad der