246
lee, hvor man skal græde, og dog er der en Fortvivlelse, der formaaer det, der er en Trods, der byder Gud selv Spidsen. Men det er tillige et Forræderi mod Menneskeslægten. Vel gjør Du ogsaa Forskjel paa Sorg, men Du mener dog, at der er en Differents, der er saa stor, at det er en Umulighed at bære den Sorg som saadan. Men er der en saadan Sorg til, saa staaer det ikke til Dig at afgjøre, hvilken den er; den ene Differents er ligesaa god som den anden, og Du har forraadt Menneskets dybeste og helligste Ret eller Naade. Det er et Forræderi mod det Store, en lav Misundelse; thi det løber dog ud paa, at de store Mænd ikke have været forsøgte i de farligste Prøvelser, at de ere slupne nemt til deres Hæder, at ogsaa de vilde bukket under, hvis den overmenneskelige Fristelse, Du taler om, var paakommet dem. Og er det da paa den Maade, Du agter at hædre det Store, ved at forkleine det, paa den Maade, Du agter at give det Vidnesbyrd, ved at fornegte det?
Og nu misforstaa mig ikke. Jeg er ikke det Menneske, som mener, at man ikke skal sørge; jeg foragter denne usle Forstandighed, og naar jeg kun har Valget herimellem, saa vælger jeg Sorgen. Nei, jeg veed, at det at sørge er skjønt, og at der er Fynd i Taarer; men jeg veed ogsaa, at man ikke skal sørge som Den der ikke har Haab. Der er en absolut Modsætning mellem os, som aldrig kan hæves. Jeg kan ikke leve under æsthetiske Bestemmelser, jeg føler at mit Livs Helligste gaaer under, jeg fordrer et høiere Udtryk, og dette giver det Ethiske mig. Og her faaer først Sorgen sin sande og dybe Betydning. Bliv ikke stødt over hvad jeg her siger, ophold Dig ikke over, at jeg, medens jeg taler om den Sorg, som for at bæres behøver Helte, kan tale om Børn. Det er Tegn paa et velartet Barn, at det har Tilbøielighed til at bede om Forladelse, uden altfor meget at overveie, om det har Ret eller ikke, og saaledes er det et Tegn paa et høimodigt Menneske, paa en dyb Sjæl, at han er tilbøielig til at angre, at han ikke gaaer i Rette med Gud, men angrer og elsker Gud i sin Anger. Uden dette er hans Liv Intet, kun som Skum paa Vand. Ja, jeg forsikkrer Dig til, at om mit Liv var saaledes uden egen
