306
men han fordrer tillige et Udtryk for denne Virksomheds Forhold til andre Mennesker, han fordrer at udrette Noget. Han vil i denne Henseende maaskee atter løbe vild. Æsthetikeren vil forklare ham, at Talentets Tilfredsstillelse er det Høieste, og det, om man udretter Noget eller ikke udretter Noget, aldeles Bisag. Han vil maaskee støde paa en praktisk Borneerthed, der i sin inepte Iver troer at udrette Alt, eller paa en æsthetisk Fornemhed, der mener, at det at udrette Noget i Verden er faldet i enkelte Udvalgtes Lod, at der gives nogle enkelte eminente Talenter, der udrette Noget, Resten af Menneskene ere numerus, Overflødighed i Livet, Ødselhed af Skaberen. Med ingen af disse Forklaringer er vor Helt tjent, thi han er kun som Folk er flest.
Lad os atter tye til Ethikeren. Han siger: det, ethvert Menneske udretter og kan udrette, er, at han kan gjøre sin Gjerning i Livet. Dersom det nemlig forholdt sig saaledes, at der var nogle Mennesker, der udrettede Noget, Andre ikke, og Grunden hertil laae i deres Tilfældighed, saa har Skepsis her atter faaet Overmagten. Man maa derfor sige: væsentligt udretter ethvert Menneske lige Meget. Jeg prædiker ingenlunde Indolents, men paa den anden Side maa man være forsigtig i Brugen af det Udtryk at udrette. Det har altid været Gjenstand for Din Spot, og Du har, som Du engang yttrede, „af den Grund studeret Integral- og Differential-Regning og det Uendeliges Calcule, for at beregne, hvormeget en Copist i Admiralitetet, der i hele Contoiret gjaldt for en flink Arbeider, udrettede for det Hele.” Brug Du kun Din Spot mod alle dem, der ville gjøre sig vigtige i Livet, men misbrug den aldrig til at forvirre med.
Det Ord: „at udrette” betegner et Forhold mellem min Handling og et Andet, der ligger udenfor mig. Det er nu let at indsee, at dette Forhold ikke staaer i min Magt, og at man forsaavidt med samme Ret kan sige om det eminenteste Talent, at det Intet udretter, som om det ringeste Menneske. Der ligger heri ingen Mistillid til Livet, tværtimod ligger deri en Anerkjendelse af min egen Ubetydelighed, og en Agtelse for en-
