Side:Enten-Eller Anden Deel.djvu/320

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er blevet korrekturlæst

317

serne som Garantier, men fatter dem som Opgaver. Den seer Forholdet som det Absolute og skuer derfor Kjærligheden efter den sande Skjønhed, efter dens Frihed nemlig, begriber den historiske Skjønhed.

Vor Helt lever da ved sit Arbeide, hans Arbeide er tillige hans Kald, han arbeider derfor med Lyst; da det er hans Kald, sætter det ham i Forbindelse med andre Mennesker, og idet han fuldkommer sin Gjerning, udretter han hvad han kunde ønske at udrette i Verden. Han er gift, tilfreds i sit Hjem, og Tiden gaaer ypperligt for ham; han fatter ikke, at Tiden kunde være en Byrde for et Menneske, eller blive en Fjende af hans Lykke, tværtimod, Tiden forekommer ham at være en sand Velsignelse. I denne Henseende tilstaaer han, at han skylder sin Kone overordentlig Meget. Det er sandt, jeg har nok glemt at fortælle, det var en Misforstaaelse med Nymphen fra Skoven, han blev ikke den Lykkelige, han maatte nøies med en Pige som Piger ere flest, i samme Forstand som han selv var som Folk er flest. Imidlertid er han dog meget glad, ja han betroede mig engang, at han troede, det var ret heldigt, at han ikke fik hiint Underbarn, Opgaven vilde maaskee været for stor for ham; hvor Alt, førend man begynder, er saa fuldendt, der kan man saa let gjøre Skade. Nu derimod er han fuld af Mod og Tillid og Haab, han er ganske enthusiastisk, med Begeistring siger han: Forholdet er dog det Absolute; han er fastere end om alt Andet forvisset om, at Forholdet vil have Magt til at udvikle denne almindelige Pige til Alt, hvad der er Stort og Skjønt; hans Kone er i al Ydmyghed af samme Mening. Ja, min unge Ven, det gaaer underligt til i Verden, jeg troede slet ikke paa, at der var saadant et Underbarn til i Verden, som Du taler om, og nu skammer jeg mig næsten over min Vantro, thi denne almindelige Pige, med sin store Tro, hun er et Underbarn, og hendes Tro kosteligere end Guld og grønne Skove. I een Heenseende forbliver jeg dog i min gamle Vantro, at et saadant Underbarn ikke er at finde i Skovens Eensomhed.

Min Helt — eller vilde Du negte ham Ret til denne