Side:Enten-Eller Anden Deel.djvu/327

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er blevet korrekturlæst

324

Børn med Smerte, men Manden undfanger Ideer med Smerte, og Qvinden skal ikke kjende Tvivlens Angst eller Fortvivlelsens Qval, hun skal ikke staae udenfor Ideen, men hun har den paa anden Haand. Men fordi Qvinden saaledes forklarer Endeligheden, derfor er hun Mandens dybeste Liv, men et Liv, der skal være skjult og forborgent, som Rodens Liv altid er det. See, derfor hader jeg al den afskyelige Tale om Qvindens Emancipation. Gud forbyde, at det nogensinde maa skee. Jeg kan ikke sige Dig, med hvilken Smerte den Tanke kan gjennemtrænge min Sjæl, men heller ikke, hvilken lidenskabelig Forbittrelse, hvilket Had jeg nærer til hver den, som vover at yttre Sligt. Det er min Trøst, at de, der foredrage slig Viisdom, ikke ere snilde som Slanger, men i Almindelighed Dosmere, hvis Vaas ingen Skade kan gjøre. Ja, dersom Slangen kunde faae hende dette indbildt, kunde friste hende med den tilsyneladende lystelige Frugt, dersom denne Smitte udbredte sig, dersom den trængte igjennem ogsaa til hende, hvem jeg elsker, min Hustru, min Glæde, min Tilflugt, mit Livs Rod, ja, da var mit Mod knækket, da var Frihedens Lidenskab i min Sjæl afmattet; da veed jeg vel, hvad jeg vilde gjøre, jeg vilde sætte mig hen paa Torvet og græde, græde som hiin Kunstner, hvis Værk var blevet tilintetgjort, og som end ikke selv kunde erindre, hvad det forestillede. Men det skeer ikke, det skal og kan ikke skee, lad saa onde Aander forsøge derpaa, lad dumme Mennesker, der ingen Forestilling have om, hvad det er at være en Mand, hverken om det Store eller om det Ringe deri, ingen Ahnelse om Qvindens Fuldkommenhed i hendes Ufuldkommenhed! Skulde der virkelig være en eneste Qvinde, der var eenfoldig og forfængelig og jammerlig nok til at troe, at hun under Bestemmelse af Mand skulde kunne blive fuldkomnere end Manden, til ikke at indsee, at hendes Tab var ubodeligt? Ingen nedrig Forfører kunde udtænke en farligere Lære for Qvinden end denne, thi har han først faaet hende dette indbildt, da er hun aldeles i hans Magt, priisgiven for hans Vilkaar; hun kan Intet være for Manden, uden et Bytte for hans Luner,