Side:Enten-Eller Anden Deel.djvu/348

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

345

Beroligelse, som det Almene giver; jeg staaer ene, uden Deeltagelse, thi jeg er en Undtagelse. Men han vil ikke blive feig og trøstesløs, han vil med Sikkerhed gaae sin eensomme Gang, han har jo ført Beviset for Rigtigheden af hvad han gjorde, han har sin Smerte. Han vil ikke være uklar dette Skridt betræffende, han eier en Forklaring, som han til enhver Tid vil kunne fremtage, ingen Larm kan forvirre den for ham, ingen Aandens Fraværelse; om han vaagnede op midt om Natten, han vil dog øieblikkelig kunne gjøre sig selv Rede for Alt. Han vil føle, at den Opdragelse, der bliver ham til Deel, er tung, thi det Almene er en streng Herre, naar man har det udenfor sig, det holder bestandig Dommersværdet over ham og siger: hvorfor vil Du være udenfor, og om han end siger, det er ikke min Skyld, den tilregner ham det dog og fordrer sig selv af ham. Han vil da stundom vende tilbage til det samme Punkt, atter og atter føre Beviset, og da vil han freidigt gaae videre. Han hviler i den Forvisning, han har tilkæmpet sig, og han vil sige: det jeg dog tilsidst stoler paa er, at der er en retfærdig Fornuftighed til, og til dens Barmhjertighed vil jeg fortrøste mig, at den er barmhjertig nok til at vise Retfærdighed; thi det var jo ikke det Forfærdelige, om jeg skulde lide Straf, som jeg den havde fortjent, fordi jeg gjorde Uret, men det var det Forfærdelige, om jeg skulde saaledes kunne gjøre Uret, at Ingen straffede det; og det var jo ikke det Forfærdelige, om jeg vaagnede op med Angst og Gru i mit Hjertes Bedaarelse, men dette det Forfærdelige, om jeg kunde saaledes bedaare det, at Ingen kunde vække det.

Denne hele Strid er imidlertid en Skjærsild, om hvis Forfærdelighed jeg idetmindste kan gjøre mig en Forestilling. Folk skulde derfor ikke være lystne efter at blive ualmindelige Mennesker; thi at være det har noget Andet at betyde end en lunefuld Tilfredsstillelse af sin vilkaarlige Lyst.

Den der derimod med Smerte forvissede sig om, at han var et ualmindeligt Menneske, ved sin Sorg derover atter forsonede sig med det Almene, han vil maaskee engang opleve den