352
Videnskaberne fængslede ham, men Examens-Mand blev han ikke. Han drev det da ikke mere end til haud illaudabilis til theologisk Attestats. For en fire Aar siden blev han puttet ind i et lille Præstekald paa den jydske Hede. Han var i udvortes Henseende i Besiddelse af en Stentor-Stemme, i aandelig Henseende af en Oprindelighed, der altid har destingveret ham i den lille Kreds af Mennesker, jeg har lært at kjende; hvad Under da, at han i Begyndelsen ikke fandt sig ret tilfreds, at han syntes hans Virksomhed var ham for ubetydelig? Nu derimod har han gjenvundet sin Tilfredshed, og det har ret virket opmuntrende paa mig at læse et Brev fra ham, jeg i disse Dage har modtaget. „Den jydske Hede”, siger han, „er dog ret en Tumleplads for mig, et Studerekammer uden Lige. Der gaaer jeg om Løverdagen og mediterer mine Prædikener, og Alt udvider sig for mig; jeg glemmer enhver virkelig Tilhører og vinder en ideal, vinder den fuldkomne Fortabelse i mig selv, saa naar jeg træder op paa Prædikestolen, da er det som stod jeg endnu paa Heden, hvor mit Øie intet Menneske opdager, hvor min Stemme opløfter sig med sin hele Kraft for at overdøve Stormen.”
Dog det er ikke for at fortælle Dig dette, at jeg skriver, men for at sende Dig en Prædiken af ham, som fandtes indlagt i Brevet. Jeg har ikke villet personlig vise Dig den, for ikke at hidse Din Kritik, men sender Dig den skriftlig, for at den i Stilhed maa gjøre sit Indtryk paa Dig. Han har endnu ikke holdt den, men agter næste Aar at holde den, og er forvisset om, at han skal faae enhver Bonde til at forstaae den. Af den Grund skal Du nu ikke forsmaa den; thi det er netop det Skjønne ved det Almene, at Alle kunne forstaae det. Han har i denne Prædiken grebet, hvad jeg har sagt, og hvad jeg gjerne vilde have sagt Dig; han har udtrykt det heldigere, end jeg seer mig istand til. Tag den da, læs den, jeg har Intet at tilføie, uden at jeg har læst den, og tænkt paa mig selv, læst den, og tænkt paa Dig.
