Spring til indhold

Side:Enten-Eller Anden Deel.djvu/359

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

356

Hvad Aanden i Syner og Drømme havde aabenbart Propheterne, hvad disse med varslende Stemme havde forkyndt den ene Slægt efter den anden: det udvalgte Folks Forstødelse, det stolte Jerusalems forfærdelige Undergang, det nærmede sig nu mere og mere. Christus drager op til Jerusalem. Han er ingen Prophet, der forkynder det Tilkommende, hans Tale vækker ikke ængstelig Uro, thi hvad der endnu er skjult, det seer han for sine Øine; han propheterer ikke, dertil er der ei mere Tid, — han græder over Jerusalem. Og dog stod jo Byen endnu i sin Herlighed, og Templet kneisede endnu som altid, høiere end nogen anden Bygning i Verden, og Christus selv siger: dersom Du vidste paa denne din Dig, hvad der tjener dig til Bedste, men han tilføier ogsaa: dog, det er skjult for dine Øine. I Guds evige Raad er dens Undergang besluttet, og Frelsen er skjult for dens Indvaaneres Øine. Var da den Slægt, der dengang levede, mere fordømmelig end den foregaaende, hvem den skyldte Livet, var det hele Folk vanartet, var der ingen Retfærdig i Jerusalem, ikke en eneste, der kunde standse Guddommens Vrede, var der blandt alle dem, for hvis Øine Frelsen var skjult, ingen From? Og hvis der var en saadan, blev der da ingen Port opladt for ham i Angstens og Nødens Tid, da Fjenderne beleirede den rundt omkring og trængte den allevegne, steg der ingen Engel ned og frelste ham, inden endnu alle Porte bleve lukkede, skete der intet Tegn for hans Skyld? Dog, dens Undergang var berammet. Forgjæves saae den beleirede By i sin Angst efter en Udvei, Fjendens Hær knugede den i sin mægtige Favn, og Ingen undslap, og Himlen blev lukket og ingen Engel udskikket uden Morderenglen, der svingede sit Sværd over Staden. Hvad Folket havde forbrudt, maatte denne Slægt bøde for, hvad denne Slægt havde forbrudt, maatte hvert enkelt Led af Slægten bøde for. Skal da den Retfærdige lide med den Uretfærdige? Er dette Guds Nidkjærhed, at han hjemsøger Fædrenes Brøde paa Børnene i tredie og fjerde Led saaledes, at han ikke straffer Fædrene men Børnene? Hvad skulle vi svare? Skulde vi sige, der er nu snart forløbet