Side:Enten-Eller Anden Deel.djvu/36

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er blevet korrekturlæst

33

til et andet, men Elskov og Ægteskab bleve uformelige. Man udfandt da ogsaa snart, hvilket Tidsmoment det var at Elskoven hørte hjemme i — det var Forlovelsen, Forlovelsens skjønne Tid. Med en vis lavcomisk Bevægelse og Rørelse veed de at snakke hist op og her ned, om hvad det er at nyde Forlovelses-Dagene. Jeg maa nu tilstaae, at jeg aldrig har havt Stort tilovers for disse Forlovelsens forliebte Slikkerier, og jo mere man vil gjøre af dette Afsnit, desto mere forekommer det mig at ligne den Tid, mange Mennesker bruge, naar de ville i Vandet, førend de springe ud, i hvilken de gaae op og ned ad Flydebroen, jage snart en Haand snart en Fod i Vandet, synes, at det snart er for koldt, snart for varmt. Dersom det nu virkeligt forholdt sig saaledes, at Forlovelsen var den skjønneste Tid, saa indseer jeg i Sandhed ikke, hvorfor de, og hvis de havde Ret, hvorfor man gifter sig. Imidlertid gifte de sig dog med al mulig spidsborgerlig Præcision, naar Tanter og Cousiner, Naboer og Gjenboer finde det passende, Noget, der røber den samme Døsighed og Slaphed som den, at anse Forlovelsen for den skjønneste Tid. Naar galt skal være, saa holder jeg dog mere af disse dumdristige Mennesker, der alene finde Behag i at springe ud. Det er dog altid Noget, om end Bevægelsen aldrig bliver saa storartet, Bevidsthedens Gysen aldrig saa forfriskende, Villiens Reaktion aldrig saa energisk, som naar en kraftig mandig Arm omsluttet den Elskede fast og dog ømt, med Magt og dog saaledes, at hun netop føler sig fri i dette Favnetag, for for Guds Aasyn at styrte sig ind i Tilværelsens Hav.

Dersom nu en saadan Adskillelse af Elskov og Ægteskab havde nogen Gyldighed, uden i nogle taabelige Menneskers eller rettere Umenneskers tomme Hoveder, der ligesaa lidet vide, hvad Elskov som hvad Ægteskab er, saa saae det galt ud med Ægteskabet og med mit Forsøg paa at vise det Æsthetiske deri eller at Ægteskabet er en æsthetisk Klangfigur. Men hvad skulde da vel Grunden være til Rigtigheden af en saadan Adskillelse? Enten maatte det være, fordi overhovedet Elskoven ikke lod sig bevare. Vi havde da her den samme Mistillid og Feighed, der saa ofte yttrer sig i vor Tid, hvis Særkjende er, at den mener, at Udvikling er Til-