Side:Enten-Eller Anden Deel.djvu/371

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er blevet korrekturlæst

368

som det blev udviklet, og Din Tanke havde Intet at indvende derimod. Inden vi skilles ad, endnu et Spørgsmaal, min Tilhører: ønskede Du, kunde Du ønske, at det skulde forholde sig anderledes? Kunde Du ønske, at Du skulde have Ret, kunde Du ønske, at hiin skjønne Lov, der i Aartusinder har baaret Slægten gjennem Livet og hvert Led i Slægten, hiin skjønne Lov, herligere end den, der bærer Stjernerne paa deres Bane over Himlens Hvælving, kunde Du ønske, at hiin Lov brast, forfærdeligere end om hin Naturens Lov tabte sin Kraft og Alt opløstes i rædsomt Chaos? Kunde Du ønske det? Jeg har intet Vredens Ord at forfærde Dig med, Dit Ønske skal ikke fremgaae af Angst over det Formastelige i den Tanke, at ville have Ret mod Gud, jeg spørger Dig blot: ønskede Du, at det skulde være anderledes? Maaskee har min Stemme ikke Kraft og Inderlighed nok, min Røst kan ikke trænge ind i Din inderste Tanke, o, men spørg Dig selv, spørg Dig med den høitidelige Uvished, med hvilken Du vilde henvende Dig til et Menneske, som Du vidste med et eneste Ord var istand til at afgjøre Dit Livs Lykke, spørg Dig endnu alvorligere; thi det er i Sandhed en Saligheds Sag. Stands ikke Din Sjæls Flugt, bedrøv ikke det Bedre i Dig, mat ikke Din Aand ved halve Ønsker og halve Tanker. Spørg Dig, og hold ved at spørge, indtil Du finder Svaret; thi man kan have erkjendt en Ting mange Gange, anerkjendt den, man kan have villet en Ting mange Gange, forsøgt den, og dog, først den dybe indre Bevægelse, først Hjertets ubeskrivelige Rørelse, først den forvisser Dig om, at hvad Du har erkjendt, tilhører Dig, at ingen Magt kan tage det fra Dig; thi kun den Sandhed, der opbygger, er Sandhed for Dig.