Side:Enten-Eller Anden Deel.djvu/38

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er blevet korrekturlæst

35

det Meget, Du i denne Henseende har givet til Priis. Elskoven er altsaa det Første. Men Elskoven er igjen, efter hvad der blev antydet i det Foregaaende, af saa zart Natur, skjøndt Natur saa unaturlig og forkjelet, at den slet ikke kan taale at komme i Berøring med Virkeligheden. Her er jeg atter ved det tidligere berørte Punkt. Her synes nu Forlovelsen at faae sin Betydning. Den er en Elskov, som ingen Virkelighed har, som blot lever af den søde Muligheds Sukkerbrød. Forholdet har ikke Virkelighedens Realitet, dets Bevægelser ere indholdsløse, det bliver bestandig ved de samme „intetsigende, forliebte Gestikulationer.” Jo mere uvirkelige de Forlovede selv ere, jo mere endogsaa disse blot fingerede Bevægelser koste dem Anstrengelse og udtømme deres Kraft, desto mere Trang ville de føle til at flye Ægteskabets alvorlige Skikkelse. Idet nu Forlovelsen saaledes synes at være uden en nødvendig deraf resulterende Virkelighed, saa var det jo en ypperlig Udvei for dem, der ikke have Mod til Ægteskabet. De føle maaskee, og efter al Sandsynlighed meget overspændt, en Trang til, naar de ville gjøre det afgjørende Skridt, da at søge Hjælp hos en høiere Magt, og affinde sig saaledes med sig selv og med det Høiere, med sig selv ved at forlove sig paa eget An- og Tilsvar, med det Høiere ved ikke at unddrage sig Kirkens Velsignelse, som de da med temmelig megen Overtro atter skatte for høit. Vi have da her igjen i den seigeste, spinkleste og umandigste Skikkelse et Schisma mellem Elskoven og Ægteskabet. Dog en saadan Vanskabning kan ikke lede vild; dens Elskov er ingen Elskov, den mangler det sandselige Moment, der har sit sædelige Udtryk i Ægteskabet; den neutraliserer i den Grad det Erotiske, at en saadan Forlovelse ligesaa godt kunde finde Sted mellem Mandfolk. Saasnart den derimod, uagtet den vil vedligeholde denne Adskillelse, gjør det Sandselige gjældende, saa slaaer den øieblikkelig over i de i det Foregaaende skildrede Retninger. En saadan Forlovelse er nu uskjøn, hvorledes man end seer den; thi ogsaa i religiøs Henseende er den uskjøn, da den er et Forsøg paa at bedrage Gud, at liste sig til Noget, som den mener ikke at behøve hans Hjælp til, og kun