Side:Enten-Eller Anden Deel.djvu/49

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

46

Med en uimodstaaelig Magt drages de til hinanden, og dog nyde de heri hele Friheden. Jeg har nu ingen haardhjertede Fædre ved Haanden, ingen Sphinxer, der først skulle beseires, jeg har Formue nok til at udstyre dem (jeg har jo heller ei sat mig den Opgave, som Romanskrivere og Theaterdigtere, at trække Tiden ud til Plage for hele Verden, for de Elskende, for Læsere og Tilskuere), altsaa i Guds Navn lad dem komme sammen. Du seer jeg giver den ædle Fader, og det er i Sandhed i og for sig en saare skjøn Rolle, naar vi blot ikke selv ofte havde gjort den saa latterlig. Du bemærkede maaskee, at jeg paa Fædres Viis tilføiede det lille Ord: i Guds Navn. Det kan Du nu vel tilgive den gamle Mand, der maaskee aldrig har vidst, hvad den første Kjærlighed er, eller alt længe har glemt det; men naar den yngre Mand, der endnu er begeistret for den første Kjærlighed, tillader sig at lægge Vægt herpaa, saa forundrer det Dig maaskee.

Den første Kjærlighed har altsaa hele den umiddelbare, geniale Sikkerhed i sig, den frygter ingen Fare, den trodser hele Verden, og jeg vil blot ønske den, at den altid maa have ligesaa let derved som in casu; thi jeg lægger den jo ingen Hindringer i Veien. Maaskee gjør jeg den dermed ingen Tjeneste, og naar man seer sig om, falder jeg vel endog af den Grund i Unaade. Individet er i den første Kjærlighed i Besiddelse af en uhyre Magt, og det er derfor det ligesaa ubehageligt ikke at møde Modstand, som det vilde være ubehageligt for den kjække Ridder, der havde faaet et Sværd, hvormed han kunde hugge Stene, hvis han derpaa saae sig hensat i en sandet Egn, hvor der end ikke var en Qvist han kunde bruge det til. Den første Kjærlighed den er altsaa sikker nok, den behøver ingen Støtte; skulde den behøve en Støtte, vil Ridderen sige, saa er det ikke mere den første Kjærlighed. Det synes nu ogsaa klart nok, men tillige bliver det indlysende, at jeg er kommen ind i en Cirkel. Vi saae vel i det Foregaaende, at det var den romantiske Kjærligheds Feil, at den blev staaende ved Kjærligheden som et abstrakt An-sich, og at alle de Farer, den saae og ønskede, vare blot udvortes, Kjærligheden selv aldeles uvedkommende. Vi