48
Bøn forenet med et Gjernings-Moment, ikke i udvortes men indvortes Forstand, her det at ville holde fast ved denne Kjærlighed. Den første Kjærligheds Væsen er ikke herved forandret, der er ingen Reflexion traadt til den, dens faste Sammenføining er ikke løst, den har endnu sin hele velsignede Forvisning i sig selv, den er blot optagen i en høiere Concentricitet. Den veed i denne høiere Concentricitet maaskee slet ikke, hvad den har at befrygte, den tænker sig maaskee slet ingen Farer, og dog er den ved det gode Forsæt, der ogsaa er et Slags første Kjærlighed, draget op i det Ethiske. Du vil dog her ikke gjøre mig den Indvending, at jeg ved bestandig at bruge det Ord Concentricitet gjør mig skyldig i en petitio principii, da jeg jo burde gaae ud fra, at disse Regioner vare excentriske. Dertil maa jeg svare, at hvis jeg gik ud fra Excentriciteten, saa kom jeg vist aldrig til Concentriciteten; men tillige bede Dig at erindre, at jeg, idet jeg gaaer ud fra denne, tillige beviser den. Vi have nu saaledes sat den første Kjærlighed i Forhold til det Ethiske og det Religiøse, og det har viist sig, at dens Væsen derved ikke behøvede at blive altereret; men det Ethiske og det Religiøse var netop det, der gjorde Foreningen tilsyneladende vanskelig, og altsaa synes Alt i Orden. Dog, jeg kjender Dig for godt til at turde haabe „at spise Dig af med Sligt”. Du kjender overhovedet al Verdens Vanskeligheder. Med Dit hurtige gjennemtrængende Hoved har Du i en stor Hast tænkt paa en Mangfoldighed af videnskabelige Opgaver, Livsforhold o.s.v., men overalt er Du bleven staaende ved Vanskelighederne, og jeg troer næsten ikke, at det vil være Dig muligt i nogen eneste Sag at komme længere end til dem. Du ligner i en vis Forstand en Lods, og dog er Du lige Modsætningen til ham. En Lods kjender Farerne og fører Skibet sikkert i Havn; Du kjender Grundene, og Du sætter altid Skibet paa Grund. Det forstaaer sig, Du gjør det bedste Du kan gjøre, og, man maa lade Dig, med stor Beredvillighed og Kjendskab. Du har et saadant øvet Øie for Menneskene og Farvandene, at Du strax veed, hvor langt Du skal gaae ud med dem for at sætte dem paa Grund. Og Du er da heller ikke letsindig, Du glemmer
