Side:Enten-Eller Anden Deel.djvu/54

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er blevet korrekturlæst

51

„saaledes har jeg aldrig udtalt mig”, saa vil jeg svare: det er vel sandt, men min gode Herr Observator maa tilgive en stakkels Ægtemand, at han drister sig til at gjøre ham til Gjenstand for sin Observation. Du gjemmer Noget i Dig, som Du aldrig siger reent ud; deraf kommer det, at Dit Udtryk har saa meget Energisk, saa megen Elasticitet, fordi det tyder hen paa et Mere, Du lader ane, et endnu forfærdeligere Udbrud. — Altsaa Du har fundet det hvad Din Sjæl higede efter, hvad den troede at finde i mange misforstaaede Forsøg, Du har fundet en Pige, i hvilken Dit hele Væsen finder Hvile; og om Du end kunde synes lidt for erfaren, saa er det dog Din første Kjærlighed, derom er Du overbeviist. „Hun er smuk” — naturligt; „yndig” — ih bevares; „og dog ligger hendes Skjønhed ikke i det Normale, men i Eenheden af det Mangfoldige, i det Tilfældige, i det Selvmodsigende;” „hun er sjælelig” — det kan jeg tænke; „hun kan hengive sig i et Indtryk, saa det næsten sortner for Ens Øine; hun er let, kan som en Fugl gynge sig paa en Green, hun har Aand, Aand nok til at belyse hendes Skjønhed, men heller ikke mere.” Den Dag er kommen, der skal forsikkre Dig Besiddelsen af Alt hvad Du eier i Verden; en Besiddelse, Du da forøvrigt er sikker nok paa. Du har udbedet Dig den Gunst at maatte meddele hende den sidste Olie. Længe har Du allerede ventet i Familiens Spisestue, en vims Kammerpige, fire à fem nysgjerrige Cousiner, en ærværdig Tante, en Friseur, er flere Gange ilet Dig forbi. Du er allerede halv ærgerlig derover. Da aabner Døren til Dagligstuen sig sagte, Du kaster et flygtigt Blik derind, det glæder Dig, at der ikke er en Sjæl, at hun har havt den Takt at fjerne alle Uvedkommende endogsaa af Dagligstuen. Hun er smuk, smukkere end nogensinde, der er en Beaandelse over hende, en Harmoni, af hvis Svingninger hun endnu selv er gjennembævet. Du forbauses, hun overgaaer selv Dine Drømme, ogsaa Du forvandles, men Din fine Reflexion skjuler øieblikkelig Din Bevægethed, Din Ro virker endnu mere forførerisk paa hende, kaster en Attraa ind i hendes Sjæl, der gjør hendes Skjønhed interessant. Du nærmer Dig til hende; ogsaa hendes Pynt giver Situationen