Side:Enten-Eller Anden Deel.djvu/71

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er blevet korrekturlæst

68

superklog til ikke at bringe en fix og færdig Forestilling med sig om, hvorledes han vil udvikles; denne bliver da Regulativet for hans Ægteskab og for det ulykkelige Væsen, han har været uforskammet nok til at udsee til sin Provellud. Men lad os glemme dette, og saa med Taknemmelighed erindre, hvor sandt det er, at Ægteskabet danner, naar man nemlig ikke vil staae over det, men som altid, hvor der er Tale om Dannelse, underordne sig det, hvoraf man skal dannes. Det modner hele Sjælen, idet det paa eengang giver en Følelse af Betydning, men tillige Vægten af et Ansvar, man ikke kan bortsophistrere, fordi man elsker. Det avler hele Mennesket ved den Undseelsens Rødme, der tilhører Qvinden, men som er Mandens Tugtemester; thi Qvinden er Mandens Samvittighed. Det bringer Melodi i Mandens excentriske Bevægelse, der giver Qvindens stille Liv Styrke og Betydning, men dog kun forsaavidt hun søger denne i Manden, og saaledes bliver denne Styrke ikke en uqvindelig Mandighed. Hans stolte Opblussen dæmpes, idet han bestandig vender tilbage til hende, hendes Svaghed styrkes, idet hun læner sig til ham[1]. Og nu alt det Smaalige

  1. Ægteskabet giver derfor først et Menneske egentlig hans positive Frihed, fordi dette Forhold kan udvide sig over hele hans Liv, over det Mindste som over det Største. Det gjør ham fri fra en vis unaturlig Forlegenhed i naturlige Ting, som vel ogsaa let kan erhverves paa mange andre Maader, men da ogsaa let paa det Godes Bekostning; det gjør ham fri fra at stagnere i Vane, idet det vedligeholder en frisk Strømning; gjør ham fri fra Mennesker netop derved, at det binder ham til eet Menneske. Jeg har ofte lagt Mærke til, at Folk, der ere ugifte, netop trælle. For det Første trælle de for deres Luner; netop i deres daglige Liv tør de tillade dem Alt, skylde Ingen Regnskab; men dernæst blive de ogsaa afhængige, ja Slaver af andre Mennesker. Hvilken Rolle spiller ikke ofte en Tjener, en Huusholderske o. s. v. De ere Herskabets personificerede Luner og Tilbøieligheder, reducerede paa Klokkeslet; de veed, naar Herren staaer op, eller rettere, hvor længe iforveien der skal kaldes paa ham, eller rettere, hvor længe iforveien hans Arbeids-Værelse skal være opvarmet før der kaldes paa ham; de veed at lægge reent Linned frem til ham, at krænge hans Strømper, saa han med Lethed kan trække dem paa, at have koldt Vand i Beredskab, naar han har vasket sig i