Side:Enten-Eller Anden Deel.djvu/74

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er blevet korrekturlæst

71

han ikke kan lide Børn; i Livet seer man det i de mest forfinede Lande udtrykt derved, at Børnene saa tidlig som muligt fjernes fra det fædrene Huus, sættes i Pension o.s.v. Hvor ofte har Du ikke moret Dig over disse tragi-comiske Familiefædre med fire velsignede Børn, som de i al Stilhed ønskede langt borte. Hvor ofte har Du ikke gottet Dig over saadanne Familiefædres krænkede Fornemhed ved alt det Smaalige, som Livet medfører, naar Børnene skulle have Riis, naar de spilde paa dem, naar de skrige, naar den store Mand — Faderen, føler sig standset i sin Dristighed ved Tanken om, at hans Børn binder ham til Jorden. Hvor ofte har Du ikke med velfortjent Grusomhed bragt slige ædle Fædre til den høieste Grad af indædt Harme, naar Du alene beskjæftiget med hans Børn lod et Par Ord falde om den Velsignelse det dog er, at have Børn.

At gifte sig for at bidrage til Slægtens Propagation kunde nu synes baade en høist objektiv og en høist naturlig Grund. Det var som satte man sig hen paa Guds-Standpunktet og fra dette saae det Skjønne i Slægtens Vedligeholdelse; ja man kunde lægge en særdeles Vægt paa de Ord: „formerer Eder og vorder frugtbare og opfylder Jorden.” Og dog er et sligt Ægteskab ligesaa unaturligt som vilkaarligt og blottet for Tilhold i den hellige Skrift. Hvad det Sidste angaaer, saa læse vi jo, at Gud oprettede Ægteskabet, fordi det ikke var godt for Mennesket at være ene, for at give ham Selskab. Om det nu end kunde synes en og anden Religionsspotter lidt betænkeligt med det Selskab, der begyndte med at styrte Manden i Fordærvelse, saa beviser dette Intet, og denne Begivenhed vilde jeg hellere anføre som et Motto paa alle Ægteskaber; thi da Qvinden havde gjort dette, da blev først det inderligste Samfund befæstet imellem dem. Dernæst læse vi ogsaa disse Ord: og Gud velsignede dem. Dette Ord overseer man reent. Og naar Apostelen Paulus etsteds med temmelig megen Strenghed befaler Qvinden at tage mod Lærdom i Stilhed, med al Underdanighed, og at være i Stilhed, og derpaa, efterat have stoppet Munden paa hende, for endmere at ydmyge hende, tilføier: