Spring til indhold

Side:Enten-Eller Anden Deel.djvu/87

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

84

nesker, at udstyre En og Anden med en saadan Skat af det Interessante, at vække ham til saa megen Productivitet i sig selv, at han havde nok for sit Liv, Noget der vel forøvrigt er umuligt, sæt, han virkelig vandt ved Dig: Du selv, Du — tabte; thi Du havde jo dog ingen Enkelt fundet, Du kunde ønske at være Alt for, og om det end laae i Din Storhed, saa er i Sandhed denne Storhed saa smertelig, at jeg vil bede Gud befrie mig.

Det er denne Tanke, man først og fremmest maa knytte til Forestillingen om et Hjem, at det er en Gjerning, for derved at fjerne enhver usand og foragtelig Tanke om Magelighed. Endogsaa i Mandens Nydelse bør der være et Gjerningsmoment, om det end ikke yttrer sig i en enkelt udvortes haandgribelig Gjerning. I denne Henseende kan Manden godt være virksom, uagtet han ikke synes det, medens Qvindens huuslige Virksomhed mere lader sig tilsyne.

Men dernæst knytter sig til Forestillingen om et Hjem en saadan Concretion af Smaa-Omstændigheder, at det er saare vanskeligt at sige Noget derom i Almindelighed. Hvert Huus har i denne Henseende sin Eiendommelighed, og det maatte være ret interessant at kjende en Mangfoldighed af saadanne. Imidlertid gjælder det naturligviis om, at enhver saadan Eiendommelighed er gjennemtrængt af en vis Aand, og for mit Vedkommende afskyes alt det separatistiske Uvæsen i Familier, der strax den første Gang lægger an paa at vise, hvor særegent Alt er hos dem, der stundom gaaer saavidt, at Familien taler et eget Sprog eller i saa gaadefulde Allusioner, at man ikke veed, hvad man skal gjøre ud deraf. Sagen er, at Familien eier en saadan Eiendommelighed, Kunsten, at den veed at gjemme den.

De, der gifte sig for at have et Hjem, raabe altid paa, at der er Ingen, der venter paa dem, Ingen, der tager imod dem o.s.v. Dette viser tilstrækkelig, at de egentlig kun have et Hjem, idet de tillige tænke et Ude. Jeg behøver Gud skee Lov ingenlunde at gaae ud, hverken for at huske eller for at glemme, at jeg har et Hjem. Følelsen deraf har ofte grebet mig allerbedst som jeg sidder. Jeg behøver heller ikke at gaae