Side:Enten-Eller Anden Deel.djvu/89

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er blevet korrekturlæst

86

Rigdom den er, kunne let lade sig henrive i den samme Hvirvel, de kunne maaskee føle sig paavirkede af Din Tale som af en frisk Luftning, der lokket dem ud paa det uendelige Hav, Du viser for dem; selv kan Du blive ungdommelig beruset, næsten ikke til at styre ved Tanken om denne Uendelighed, der er Dit Element, et Element, der ligesom Havet uforandret skjuler Alt paa sin dybe Bund. Skulde Du, der allerede er en velbefaren Mand paa dette Farvand, ikke vide at fortælle om Uheld og Havsnød. Det forstaaer sig, den Ene veed i Almindelighed ikke stort om den Anden paa dette Hav. Man udruster ikke store Fartøiet, som man med Møie faaer stødt ud paa Dybet, nei det er meget smaa Baade, Joller kun til een Person; man benytter Øieblikket, man udspænder sit Seil, man stryger med urolige Tankers uendelige Hurtighed, ene paa det uendelige Hav, ene under den uendelige Himmel. Dette Liv er farefuldt, men Forestillingen om at tabe det er man fortrolig med; thi det er jo den egentlige Nydelse den at man forsvinder saaledes i det Uendelige, at der kun bliver saa meget tilbage, at man nyder denne Forsvinden. Søfarende fortælle, at man paa det store Verdens-Ocean seer en Art Snekke, man kalder den flyvende Hollænder. Den kan udbrede et lille Seil og nu med uendelig Hast stryge hen over Havets Flade. Saaledes er det omtrent med Din Seilads over Livets Hav. Ene i sin Kajak er man sig selv nok, har intet videre med noget Menneske at gjøre uden i det Øieblik, man selv ønsker. Ene i sin Kajak er man sig selv nok — jeg kan ikke ret forstaae, hvorledes man dog kan udfylde denne Tomhed; men som Duer det eneste Menneske, jeg har kjendt, hos hvem der er noget Sandt deri, saa veed jeg ogsaa, at Du, har en Person ombord, der kan hjælpe til at udfylde Tiden. Du skulde derfor sige: ene i sin Baad, ene med sin Sorg, ene med sin Fortvivlelse, som man er feig nok til hellere at ville bevare end at man skulde underkaste sig Helbredelsens Smerte. Lad nu mig fremdrage Skyggesiden af Dit Liv, ikke som om jeg vilde gjøre Dig bange, jeg giver mig ikke af med at være Bussemand, og Du er for kløgtig til at lade Dig paavirke af Sligt. Men betænk dog det Smerte-