136
teret i sig, og denne Reflexion har ikke blot reflekteret ham ud af ethvert umiddelbart Forhold til Stat, Slægt, Skjæbne, men ofte endog reflekteret ham ud af hans eget foregaaende Liv. Det, der beskjæftiger os, er et vist bestemt Moment af hans Liv som hans egen Gjerning. Paa Grund heraf lader det Tragiske sig udtømme i Situation og Replik, fordi der overhovedet intet Umiddelbart mere er blevet tilbage. Den moderne Tragedie har derfor ingen episk Forgrund, intet episk Efterladenskab. Helten staaer og falder aldeles paa sine egne Gjerninger.
Det her nu kort men tilstrækkelig Udviklede vil have sin Betydning til at oplyse en Differents mellem den ældre og nyere Tragedie, som jeg anseer at være af stor Betydning, den forskjellige Art af tragisk Skyld. Aristoteles fordrer, som bekjendt, at den tragiske Helt skal have ἁμαϱτια. Men ligesom Handlingen i den græske Tragedie er en Mellemting mellem Handlen og Liden, saaledes er Skylden det ogsaa, og deri ligger den tragiske Collision. Jo mere derimod Subjektiviteten bliver reflekteret, jo mere pelagiansk man seer Individet ene overladt til sig selv, desto mere ethisk bliver Skylden. Imellem disse to Extremer ligger det Tragiske. Har Individet slet ingen Skyld, saa er den tragiske Interesse ophævet, thi den tragiske Collision er i saa Fald enerveret; har han derimod absolut Skyld saa interesserer han os ikke mere tragisk. Det er derfor vistnok en Misforstaaelse af det Tragiske, naar vor Tid stræber hen til at lade alt det Skjæbnesvangre transsubstantiere sig i Individualitet og Subjektivitet. Man vil ikke vide Noget af Heltens Fortid at sige, man vælter hele hans Liv paa hans Skuldre som hans egen Gjerning, gjør ham tilregnelig for Alt, men derved forvandler man ogsaa hans æsthetiske Skyld til en ethisk. Den tragiske Helt bliver saaledes slet, Det Onde bliver egentlig den tragiske Gjenstand, men det Onde har ingen æsthetisk Interesse og Synd er ikke et æsthetisk Element. Denne misforstaaede Stræben har nu vistnok sin Grund i hele Tidens Arbeiden hen til det Comiske. Det Comiske ligger netop i Isolationen; naar man nu indenfor denne vil gjøre det Tragiske gjældende, saa faaer man det Onde i dets Slethed, ikke den