163
Dig som Seierherre, og dette er min Trøst, thi Du forkorter Alt, Dagen og Tiden og Livet og Erindringens Møisommelighed i evig Glemsel!
Siden den Tid da Lessing ved sin berømte Afhandling
Laokoon afgjorde Grændsestridighederne mellem Poesie og Kunst,
kan det vel ansees for et Resultat, der eenstemmigen anerkjendes
af alle Æsthetikere, at Forskjellen er den, at Kunsten ligger i
Rummets, Poesien i Tidens Bestemmelse, at Kunsten
fremstiller det Hvilende, Poesien det Bevægelige. Hvad der derfor
skal blive Gjenstand for kunstnerisk Fremstilling maa have den
stille Gjennemsigtighed, at det Indre hviler i et tilsvarende
Ydre. Jo mindre dette er Tilfældet, desto vanskeligere bliver
Opgaven for Kunstneren, indtil den Forskjel gjør sig gjældende,
der lærer ham, at det slet ingen Opgave er for ham. Anvende
vi, hvad her ikke er fremsat, men løst henkastet, paa Forholdet
mellem Sorg og Glæde, saa vil man let indsee, at Glæden
langt lettere lader sig kunstnerisk fremstille end Sorgen.
Dermed skal ingenlunde være negtet, at Sorgen lader sig
kunstnerisk fremstille, men vel udtalt, at der kommer et Punkt, hvor
det er den væsentlig at sætte en Modsætning mellem det Indre
og Ydre, som gjør Fremstillingen af den umulig for Kunsten.
Dette ligger igjen i Sorgens eget Væsen. Glæden hører det
til, at den vil aabenbare sig, Sorgen vil skjule sig, ja stundom
endog bedrage. Glæden er meddeelsom, selskabelig, aabenhjertet,
vil yttre sig; Sorgen er indesluttet, taus, eensom og søger
tilbage i sig selv. Rigtigheden heraf vil vist ingen negte, der
blot nogenlunde har gjort Livet til Gjenstand for sin
Iagttagelse. Der gives Mennesker, hvis Organisation er saaledes
indrettet, at, naar de blive afficerede, Blodet strømmer ud efter
til Hudsystemet, og den indre Bevægelse saaledes bliver synlig
i det Ydre; Andres Organisation er af den Art, at Blodet
strømmer tilbage, søger ind ad til Hjertekammeret og
Organismens indre Dele. Saaledes omtrent forholder det sig med Glæde
og Sorg med Hensyn til Yttringsmaaden. Den først skildrede
