188
derne for at lette hende Afmarschen, hun behøver ikke at befrygte, at Nogen vil afdisputere hende hendes Tab, snarere vil maaske En eller Anden paatage sig at demonstrere det. Ene staaer hun og forladt, og ingen Tvivl frister hende; det er klart, at han var en Bedrager, der har berøvet hende Alt og priisgivet hende til Vanære og Skjændsel. Det er imidlertid, æsthetisk talt, ikke det Værste for hende, det frelser hende en kort Tid for den reflekterede Sorg, der visselig er smerteligere end den umiddelbare. Faktum er her utvivlsomt, og Reflexionen kan ikke komme til at forvandle det snart til Eet, snart til et Andet. En Marie Beaumarchais kan have elsket en Clavigo ligesaa heftigt, ligesaa vildt og lidenskabeligt, i Forhold til hendes Lidenskab kan det være en aldeles Tilfældighed, at det Værste ikke er skeet, hun kan næsten ønske, at det var skeet; thi da var der dog en Ende paa Historien, da var hun langt stærkere rustet mod ham, men dette er ikke skeet. Det Faktum, hun har for sig, er langt tvivlsommere, dets egentlige Beskaffenhed bliver altid en Hemmelighed mellem hende og Clavigo. Naar hun tænker paa den kolde Underfundighed, den lumpne Forstandighed, der hører til at bedrage hende saaledes, at det i Verdens Øine faaer et langt mildere Udseende, at hun bliver et Rov for den Deeltagelse, der siger: nu, Herre Gud, Sagen er da ikke saa farlig, kan det oprøre hende, hun kan næsten blive vanvittig ved Tanken om den stolte Overlegenhed, ligeoverfor hvilken hun dog slet Intet har havt at betyde, der har sat hende en Grændse og sagt: hertil og ikke videre. Og dog, det Hele kan jo ogsaa forklares paa en anden Maade, en smukkere Maade. Men alt eftersom Forklaringen bliver en anden, bliver Faktum selv et andet. Reflexionen faaer derfor strax nok at gjøre, og den reflekterede Sorg er uundgaaelig.
Don Juan har forladt Elvira, i samme Nu staaer Alt tydeligt for hende, og ingen Tvivl lokket Sorgen ind i Reflexionens Taleværelse, hun forstummer i sin Fortvivlelse. Med et eneste Pulsslag gjennemstrømmer den hende, og dens Strømning er ud efter, med et Blus gjennemskinner Lidenskaben hende og bliver synlig i det Udvortes. Had, Fortvivlelse, Hævn
