212
det saameget mere, som der, hvor Meget jeg end har talet, intet Synligt har viist sig for Eder. Dog dette har jo ikke sin Grund i min Fremstillings Svigagtighed, men i Sagen selv og i Sorgens Underfundighed. Naar den gunstige Leilighed tilbyder sig, da aabenbarer det Skjulte sig. Denne have vi i vor Magt, og vi ville nu til Afsked lade hitte tre Sorgens Trolovede forene sig, vi lade dem omfavne hverandre i Sorgens Samklang, vi lade dem danne en Gruppe for os, et Tabernakel, hvor Sorgens Stemme ikke forstummer, hvor Sukket ikke ophører, fordi de selv omhyggeligen og trofastere end Vestalinder vaager over Iagttagelsen af de hellige Skikke. Skulde vi afbryde dem heri, skulde vi ønske dem det Tabte tilbage, var det en Vinding for dem? Have de da ikke allerede modtaget en høiere Indvielse? Og denne Indvielse vil forene dem og kaste en Skjønhed over deres Forening og skaffe dem Lindring i Foreningen, thi kun Den, der selv er bidt af Slanger, veed hvad Den maa lide, der er bidt af Slanger.
