224
bevarede det ligger udenfor vor Interesse. Ærbødighed tilkommer ham, kjære Συμπαϱανεϰϱωμενοι, for hans graae Haar og hans Ulykke. Han tabte Alt; men han havde besiddet det.
Hans Haar er graat, hans Hoved bøiet, hans Aasyn falden, hans Sjæl bekymret. Det er den forlorne Søns Fader. Han mistede som Hjob hvad ham var kjærest i Verden, dog Herren tog det ikke, men Fjenden; han tabte det ikke, men han taber det; det er ikke taget bort fra ham, men det forsvinder. Ikke sidder han hjemme ved Arnestedet i Sæk og Aske; han er staaet op fra sit Hjem, har forladt Alt for at søge den Fortabte; han griber efter ham, men hans Arm naaer ham ikke; han raaber efter ham, men hans Stemme indhenter ham ikke. Dog han haaber, om end gjennem Taarer, han øiner ham, om end gjennem Taager, han indhenter ham, om end i Døden. Hans Haab gjør ham bedaget, og Intet binder ham til Verden uden det Haab, han lever for. Hans Fod er træt, hans Øie dunkelt, hans Legeme søger Hvile, hans Haab lever. Hans Haar er hvidt, hans Legeme affældigt, hans Fod standser, hans Hjerte brister, hans Haab lever. Reiser ham op, kjære Συμπαϱανεϰϱωμενοι, han var ulykkelig.
Hvo er den blege Skikkelse, kraftløs som en Skygge af en Død! Hans Navn er glemt, mange Aarhundreder ere forløbne siden hine Dage. Han var en Yngling, han var begeistret. Han søgte Martyriet. I Tanken saae han sig naglet til Korset og Himlen aaben; men Virkeligheden var ham for tung, Sværmeriet forsvandt, han fornegtede sin Herre og sig selv. Han vilde bære en Verden, men han forløftede sig paa den; hans Sjæl blev ikke knust, ikke tilintetgjort, den blev brudt, hans Aand værkbrudden, hans Sjæl blev lam. Lykønsker ham, kjære Συμπαϱανεϰϱωμενοι, han var ulykkelig. Og dog han blev jo lykkelig, han blev jo hvad han ønskede at blive, han blev Martyr, om hans Martyrium end ikke blev, hvad han havde villet, at nagles til Korset eller at kastes for vilde Dyr, men levende at brændes, langsomt at fortæres af en sagte Ild.
En ung Pige sidder hist saa tankefuld. Hendes Elsker blev hende utro — derpaa kan ikke reflekteres. Unge Pige, betragt Forsamlingens alvorlige Miner, den har hørt forfærdeligere
