226
Dog Tiden er der maaskee ikke endnu, lang maaskee Veien; men vi love Dig oftere at forsamles her for at misunde Dig Din Lykke. Saa modtag da vort Ønske, et godt Ønske: gid Ingen maae forstaae Dig, men Alle misunde Dig; gid ingen Ven maa slutte sig til Dig; gid ingen Pige maa elske Dig; gid ingen hemmelig Sympathi maa ane Din eensomme Smerte; gid intet Øie maa udgrunde Din fjerne Sorg; gid intet Øre maa opspore Dit lønlige Suk! Eller forsmaaet Din stolte Sjæl sligt medlidende Ønske, foragter den Lindring, saa gid da Pigerne maa elske Dig; gid de Frugtsommelige i deres Angst maa tye til Dig; gid Mødrene maa haabe paa Dig; gid den Døende maa søge Trøst hos Dig; gid de Unge maa slutte sig til Dig; gid Mændene maa bygge paa Dig; gid Oldingen maa gribe efter Dig som efter en Støttestav — gid den hele Verden maa troe, at Du er istand til at gjøre den lykkelig. Saa lev da vel Du den Ulykkeligste! Dog, hvad siger jeg: den Ulykkeligste, den Lykkeligste burde jeg sige; thi dette er jo netop en Lykkens Gave, som Ingen kan give sig selv. See Sproget brister, og Tanken forvirres; thi hvo er vel den Lykkeligste uden den Ulykkeligste, og hvo den Ulykkeligste uden den Lykkeligste, og hvad er Livet andet end Afsindighed, og Troen end Daarskab, og Haabet end Galgenfrist, og Kjærlighed end Eddike i Saaret.
Han forsvandt, og vi staae atter ved den tomme Grav. Saa ville vi da ønske ham Fred og Hvile og Lægedom, og al mulig Lykke, og en snar Død, og en evig Forglemmelse, og ingen Ihukommelse, at end ikke Mindet om ham skal gjøre en Anden ulykkelig.
Staaer op, kjære Συμπαϱανεϰϱωμενοι! Natten er forbi, Dagen begynder atter sin utrættede Virksomhed, aldrig, som det synes, kjed af, evig og evig at gjentage sig selv.
