229
Enhver, der nogensinde har havt Tilbøielighed til Produktivitet, har vist ogsaa bemærket, at det er en lille tilfældig udvortes Omstændighed, der giver Anledningen til den egentlige Frembringelse. Kun de Forfattere, der paa en eller anden Maade have gjort en endelig Hensigt til det Begeistrende for dem, ville maaskee negte dette. Det er imidlertid deres egen Skade, thi de ere derved berøvede al sand og al sund Produktivitets extreme Poler. Den ene er nemlig, hvad man med et traditionelt Navn kalder Musepaakaldelsen, den anden er Anledningen. — Det Udtryk: Musepaakaldelsen, kan foranledige en Misforstaaelse. At paakalde Musen kan nemlig deels betyde, at jeg kalder paa Musen, deels, at Musen kalder paa mig. Enhver Forfatter, der nu enten er naiv nok til at troe, at Alt kommer an paa den redelige Villie, paa Flid og Stræbsomhed, eller uforskammet nok til at falbyde Aandens Frembringelser, han vil ikke lade det mangle paa ivrig Paakaldelse eller paa fræk Paatrængenhed. Herved udrettes imidlertid ikke Stort, thi det gjælder endnu, hvad allerede Wessel har sagt angaaende Smagens Gud, „som Alle kalde paa,” at han „saa sjelden kommer.” Tænker man derimod ved dette Udtryk paa, at det er Musen, der kalder, ikke vil jeg sige paa os, men paa de Vedkommende, saa faaer Sagen en anden Betydning. Medens de Forfattere, der kalde paa Musen, gaae ombord ogsaa uden at hun kommer, saa ere de sidst skildrede derimod i en anden Forlegenhed, idet de, for at det, der er blevet en indvortes Bestemmelse, ogsaa kan blive en udvortes, behøve et Moment mere: det er hvad man maa kalde Anledningen. Idet nemlig Musen har kaldet ad dem, har hun Vinket dem bort
