235
Tænkning at faae fat paa den, dertil er den altfor paradox. Det seer man ogsaa deraf, at det, der kommer ud af Anledningen, er noget ganske Andet end Anledningen selv, hvilket er en Absurditet for enhver immanent Tænkning. Men derfor er ogsaa Anledningen den morsomste, den interessanteste, den vittigste af alle Kategorier. Som en Gjerdesmutte er den allevegne og intetsteds. Den gaaer som Alferne omkring i Livet, usynlig for alle Skolemestere, hvis Gebærder derfor blive et uudtømmeligt Stof til Latter for Den, som troer paa Anledningen. Anledningen er da i og for sig Intet og kun Noget i Forhold til det, den foranlediget, og i Forhold til dette er den egentlig Intet. Saasnart nemlig Anledningen var noget Andet end Intet, saa stod den i et relativt immanent Forhold til det, den frembringer, og var da enten Grund eller Aarsag. Holder man ikke dette fast, saa forvirres Alt igjen.
Naar jeg saaledes vilde sige, at Anledningen til nærværende lille Anmeldelse af et Stykke af Scribe var den mesterlige Udførelse, der bliver det til Deel, saa vilde jeg fornærme den sceniske Kunst; thi vel er det sandt, at jeg ogsaa kunde skrive en Anmeldelse deraf uden at have seet det opført, uden at have seet det mesterligt opført, ja selv om jeg havde seet det slet opført. I sidste Tilfælde vilde jeg snarere kunne kalde den slette Opførelse Anledningen. Nu derimod, da jeg har seet det fuldendt opført, nu bliver den sceniske Fremstilling mig meget mere end Anledning, den er mig et saare vigtigt Moment med i min Opfattelse, hvad enten den har tjent til at berigtige eller bestyrke og sanctionere min Anskuelse. Min Pietet vil derfor forbyde mig at kalde den sceniske Fremstilling Anledningen, den vil forpligte mig til at see noget Mere deri, til at tilstaae, at jeg uden den maaskee ikke havde fattet Stykket ganske. Jeg er derfor ikke i det Tilfælde, som Recensenter klogt eller dumt nok i Almindelighed ere i, at de først omtale Stykket og senere særskilt Udførelsen. For mig er Udførelsen selv Stykket og jeg kan ikke noksom glæde mig over den i reen æsthetisk Henseende, ikke noksom glæde mig over den som Patriot. Hvis jeg vilde vise en Fremmed vor Scene i dens
