238
Har jeg nogensinde elsket nogen Anden end hende, gaaer min Kjærlighed ikke tilbage i min tidligere Erindring, vil jeg nogensinde kunne tænke mig at elske en Anden eller at see hende forbunden med en Anden? Nei, hun bliver min Brud, eller jeg gifter mig aldrig. Derfor er det Ord: den første, saa skjøndt. Det antyder det Oprindelige i Kjærligheden, thi det er ikke i numerisk Forstand, at man taler om den første Kjærlighed. Digteren kunde ligesaa godt have sagt: den sande Kjærlighed, eller betitlet det saaledes: den første Kjærlighed er den sande Kjærlighed. Dette Stykke vil nu hjælpe mig til at forstaae mig, det vil give mig Anledning til at gjøre et dybt Indblik i mig selv; derfor kaldes Digterne Præster, fordi de forklare Livet, men de ville ikke forstaaes af Hoben, men kun af de Naturer, der have Hjerte til at føle med. For dem er Digteren en begeistret Sanger, der overalt viser Skjønhed, men først og sidst vidner om Kjærlighedens. Dette Stykke vil ved sin poetiske Kraft bringe Elskoven i mit Bryst til at springe ud, dens Blomst til med et Knald at aabne sig ligesom en Passionsblomst. Ak, dengang var jeg meget ung! Jeg forstod neppe hvad jeg sagde, og dog fandt jeg det godt sagt. Med et Knald maa Elskovens Blomst aabne sig, Følelsen vil med Magt ligesom Champagne bryde sit Lukke. Det var et kjækt Udtryk, fuldt af Lidenskab, og jeg var ret glad derover. Og dog, det var godt sagt, hvad jeg sagde, thi jeg meente, at den maatte aabne sig som en Passionsblomst. Dette var det Gode i Bemærkningen, thi Elskoven aabner sig gjerne ved Ægteskabet, og forsaavidt man vil kalde dette en Blomst, kan man træffende kalde det en Passionsblomst. Dog, tilbage til min Ungdom. Dagen var kommen, da Stykket skulde opføres, jeg havde faaet en Billet, min Sjæl var høitidelig stemt, og med en vis Uro, glad og forventningsfuld, ilede jeg i Theatret. Idet jeg træder ind ad Døren, kaster jeg mit Blik op i første Etage, hvad seer jeg? Min Elskede, mit Hjertes Herskerinde, mit Ideal, hun sidder der. Uvilkaarligt trak jeg mig et Skridt tilbage i Parquettets Mørke for at betragte hende uden at blive seet. Hvorledes var hun kommen her, endnu idag maatte hun
