248
en Pige nærmest at fordybe sig i Illusionen; saaledes har Digteren ogsaa ladet det gaae med Emmeline, og hendes Liv er i denne Henseende begunstiget. Anderledes med Charles. Han har tabt Illusionen; men skjøndt paa mange Maader bragt i Knibe af Virkeligheden, han har dog ikke ganske udsvedt sin Romandannelse. Han troer, han kan mystificere. Naar derfor Emmeline taler om Sympathier, der gaae langt over Faderens Forstand, saa hører man strax Roman-Læserinden; men man finder i Charles's Repliker ikke mindre correcte Reminiscentser af hans Dannelse. Han tiltroer sig ualmindelige Gaver til at mystificere; men denne Tro paa Mystifikationen er ligesaa romantisk som Emmelines Sværmeri. „Efter otte Aars Omflakken kommer han incognito tilbage; han har naturlig Forstand og Læsning, og veed, at der gives fem eller sex Maader, hvorpaa man kan bevæge en Onkels Hjerte; men Hovedsagen er at man er ukjendt, det er en nødvendig Betingelse.” Man hører strax Roman-Helten. At Charles skulde tiltroe sig Behændighed nok til at narre et saadant Mæhæ som hans Onkel er, det var ganske i sin Orden; men det er ikke derpaa Charles reflekterer, han taler om Onkler i Almindelighed, om fem à sex Midler i Almindelighed og om den Betingelse i Almindelighed at være ukjendt. Hans Tro paa Mystifikationen er da ligesaa phantastisk som Emmelines Illusion, og man gjenkjender i Begge Judithes Skole. Charles's Overspændthed i denne Henseende faaer man et godt Begreb om derved, at han uagtet alle disse ypperlige Theorier ikke er istand til at hitte paa det Allermindste, og maa lade sig raade af den intet mindre end sværmeriske Rinville. Hans Tro paa Mystifikationen er da ligesaa ufrugtbar som Emmelines paa Illusionen, og derfor har da ogsaa Digteren ladet dem Begge komme til det samme Resultat, nemlig til det modsatte af det, de troede at arbeide dem hen til, thi Emmelines Sympathi og Charles's Mystifikation bevirker gerade det Modsatte af hvad de troe den skal bevirke. Dette skal jeg senere udvikle.
Skjøndt Charles nu paa Illusionens Bekostning har vundet Troen paa at mystificere, saa har han dog beholdt Lidt tilbage