253
frakjender hun Sympathi. Hun maa nu gjøre Erfaring, og Erfaringen modbeviser hende. Spørgsmaalet bliver, hvorledes man paa dette Punkt skal forstaae Digteren. Det viser sig, at hun elsker Rinville, ikke Charles. Svaret herpaa vil være afgjørende til at bestemme, om Stykket er i uendelig Forstand comisk, eller i endelig Forstand moraliserende. Som bekjendt ender Stykket med, at Emmeline vender sig fra Charles til Rinville, rækker ham Haanden og siger: „det var en Feiltagelse, jeg forvexlede det Forbigangne med det Tilkommende.” Dersom nu Stykket i endelig Forstand er moraliserende, saaledes som det vel i Almindelighed forstaaes, saa er det Digterens Mening i Emmeline at skildre en barnagtig, forskruet Pige, der har sat sig det fast i Hovedet, at hun kun elskede sin Charles, men som nu kommer til bedre Forstand, helbredes for sin Sygdom, gjør et fornuftigt Parti med Hr. Rinville og lader Tilskueren haabe det Bedste af hendes Fremtid, at hun vil blive en driftig Huusmoder o. s. v. o. s. v. Er dette Meningen, saa forvandles den første Kjærlighed fra et Mesterstykke til en scenisk Ubetydelighed, under den Forudsætning, at Digteren nogenlunde har motiveret hendes Forbedring. Da dette ikke er Tilfældet, saa bliver Stykket, som Hele betragtet, et maadeligt Stykke, og man maa beklage, at de glimrende Enkeltheder i det ere spildte.
At Scribe paa ingen Maade har motiveret hendes Forbedring skal jeg nu vise. Rinville beslutter at udgive sig for Charles. Det lykkes ham at bedrage Emmeline. Han gaaer ganske ind i den formeentlige Charles's Sentimentalitet, og Emmeline er ude af sig selv af Glæde. Det er altsaa ikke ved sin Person at Rinville indtager hende, men ved Charles's Søndagsklæder. Ja selv om det istedetfor en fingeret Charles havde været den virkelige, selv om han havde seet aldeles ligesaadan ud som Rinville, saa er der ved denne Figurs Optræden ikke kommet noget nyt Motiv til for at elske. Tværtimod hun elsker ham med en objektiv mathematisk Kjærlighed, fordi han congruerer med det Billede, hun selv har dannet. Rinville har da egentlig slet intet Indtryk gjort paa Emmeline. Hvor af-
