Side:Enten-Eller Første Deel.djvu/278

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

262

kun erindre en ganske enkelt Replik, og ogsaa denne beskjæftiger mig mindre, Situationen derimod kan jeg i al Stilhed sidde og hensynke i. Jeg vil tage et Exempel. Da Clärchen i Goethes Egmont faaer at vide, at Egmont er fangen, da træder hun frem for at tale til Hollænderne, for at bevæge dem til at gjøre Oprør. Hun er forvisset om, at hendes Veltalenhed vil ryste dem, og dog staae Hollænderne ret som Hollændere, urørte, blot betænkte paa at luske fra hende. Hendes Replik har jeg aldrig kunnet huske et Ord af, Situationen derimod har været mig uforglemmelig fra det Øieblik, jeg første Gang saae den. Den er som tragisk Situation fuldendt. Den skjønne unge Pige, poetisk ved sin Kjærlighed til Egmont, beaandet af Egmonts hele Væsen, skulde man troe maatte kunne bevæge den hele Verden, men ingen Hollænder forstaaer hende. Sjælen hviler i en saadan Situation med et uendeligt Veemod; men den hviler, Contemplationen er fuldstændigt i Ro. Den comiske Situation har vel en lignende Bestaaen for Contemplationen, men paa samme Tid er Reflexionen i Bevægelse indenfor, og jo Mere den opdager, desto uendeligere bliver den comiske Situation ligesom inden i sig selv, desto mere svimler det for En, og dog kan man ikke lade være at stirre ind deri.

Situationerne i den første Kjærlighed ere netop af den Art. Det første Indtryk af dem er allerede af en comisk Virkning, men naar man reproducerer dem for Intuitionen, da bliver Latteren stillere men Smilet mere forklaret, man kan næsten ikke faae Tanken bort derfra igjen, fordi det er som om der kom noget endnu Latterligere. Denne stille Nyden af Situationen, idet man skuer ind i den omtrent som En, der ryger Tobak, skuer ind i Røgen, er maaskee en eller anden Læser ubekjendt med. Scribe er ikke Skyld deri; er det Tilfældet, saa har Læseren selv Skyld mod Scribe.

Dervière trænger stærkt paa Emmeline, for at hun skal ægte Rinville, han vedgaaer sin Kjærlighed til Charles, skrifter den høist uskyldige Forstaaelse, i hvilken hun har levet med ham, faaer ved gode Ord Faderen bevæget til at skrive et Brev