Side:Enten-Eller Første Deel.djvu/286

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

270

han vilde, det Galeste, eller med andre Ord, forandret sig saa meget han vilde, han var dog bleven den Samme, men det, at han ikke har Ringen, vidner mod ham. Emmeline udmærker sig ved en egen Art af abstrakt Tænkning. Det hun imidlertid efter og ved Abstraktion beholder tilbage, er ikke saameget Charles's rene Væsen som Ringen. Emmeline er at ansee for Ringens Aand, der lyder den „som Ringen har paa Haand.”

Lapierre melder en ny Fremmed. Man bliver enig om, at det maa være Rinville. Emmeline faaer Ordre at pynte sig og udbryder nu: „Hvad det er kjedeligt. Skal jeg nu gaae og pynte mig for den fremmede Mands Skyld, som jeg ikke kan udstaae; det veed jeg allerede i Forveien.” Ved denne Replik gjøres Tilskueren itide opmærksom paa Ironien i en af de følgende Situationer. Overhovedet kan Emmeline smigre sig med at være Ironiens Kjæledægge. Den føier hende overalt, og bagefter har den hende til Bedste. Hun vil, at den formeentlige Charles skal være en skjøn ung Mand, Ironien føier hende; Dervière kan ikke see det, han staaer til Nar, Emmeline med Palmerne i Haanden, og dog er hun mest til Nar. Hun vil, at den formentlige Rinville skal være en Mand, hun ikke kan udstaae, uagtet Faderen underretter hende om, at det skal være en excellent ung Mand. Ironien føier hende atter, og dog saaleds, at hun bliver til Nar.

Den ellevte Scene er en Monolog af Rinville. Denne Monolog synes hellere at maatte være udeladt, da Virkningen af den i enhver Henseende er forstyrrende. Forsaavidt det var i sin Orden at lade Rinville beholde Valpladsen og blive den, der først modtager Charles, saa kunde hans Monolog forkortes. Den vilde da heller ikke blive uden Virkning. Den kunde da lyde med Digterens Ord saaledes: „Bravo! det gaaer fortræffeligt! I Klammeri med Faderen, i Klammeri med Datteren, det maa jeg rigtignok tilstaae, det er en Plan, som tegner godt.” Denne Monolog vilde da indeholde en Art objektiv Reflexion over Gangen i Stykket. Vilde Digteren ansee det for nødvendigt at gjøre Monologen lidt længere for at give Charles Tid