Side:Enten-Eller Første Deel.djvu/291

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

275

var, at hun nu havde lært alle hans slette Streger at kjende. Ingenlunde, kjære Ven! Du misforstaaer hende. Hun tager Charles, naar hun blot kan faae ham. Men han er gift. Vel vilde hun finde, at det var i sin Orden, om han i de otte Aar ikke havde seet paa nogen anden Pige, men samvittighedsfuldt betragtet Maanen. Dog, det veed hun at sætte sig ud over. Lad ham have forført ti Piger, hun tager ham, hun tager ham à tout prix, men naar han er gift, saa kan hun ikke tage ham. Hinc illæ lacrymæ. Dersom dette ikke var Digterens Mening, saa vilde han ladet Emmeline afbryde Charles noget tidligere. Charles har forklaret, at han har været udsat for mange Efterstræbelser af Kjønnet, at han har havt adskillige galante Eventyr, at han maaskee stundom er gaaet for vidt i Elskværdighed. Hun afbryder ham ikke, hun lover at gjøre Alt for ham for at udsone ham med Faderen og selv faae ham; thi det viser sig jo tydeligt, at naar hun ikke kan faae ham (saasnart hun hører han er gift), saa er hun ikke den, der glemmer at gjøre Allarm i Leiren. Charles begynder paa Historien med Pamela, hun hører rolig paa den. Nu kommer det Forfærdelige, at han er gift, der brast Norges Rige.

Den dybe Ironi i denne Situation ligger da i Emmelines ubrødelige Trofasthed, der for ingen Priis kan opgive Charles, da det vilde koste hende Livet, saavelsom i Charles's stigende Forlegenhed, der ikke kan blive hende qvit. Den hele Scene er ligesom en Licitation, hvorved den ideale Charles bliver bortliciteret til Emmeline. Endelig ender det Hele paa det Punkt, hvor det viser sig, at hun ikke kan faae Charles, og Charles kan ikke slippe fra sine dumme Streger.

Emmeline gjør Anskrig, Faderen kommer til, han lover, han skal aldrig tilgive Charles.

Nu træder den formeentlige Charles frem. Emmeline har bedet Faderen ikke at blive for hidsig, hun vil selv tage ham i Skrifte. Man maa her som allevegne beundre Digterens Takt. Scenen maa nemlig blive latterlig og Situationen ironisk, da man paa den formentlige Rinville seer det Indtryk, som Tordentalen skulde gjøre paa den formeentlige Charles; den virke-