277
en liderlig Fugl, deraf følger ingenlunde, at hun skal vælge Rinville, uden forsaavidt man vil nedsætte Scribe til en dramatisk Fusker, der respekterer den sceniske Convenients, at enhver ung Pige skal giftes, og naar hun ikke vil have den Ene, saa maa hun tage den Anden. Forstaaer man derimod Stykket saaledes, som jeg har forstaaet det, saa er Spøgen fuldkommen hensigtsløs, Vittigheden uendelig, Lystspillet et Mesterværk.
Tæppet falder, Stykket er forbi, Intet blev bestaaende, kun de store Omrids, i hvilke det Situationen phantastiske Schattenspiel, som Ironien dirigerer, viser sig, blive tilbage for Contemplationen. Den umiddelbart virkelige Situation er den uvirkelige Situation; bagved denne viser sig en ny Situation, der er ikke mindre forkeert og saaledes fremdeles. I Situationen hører man Repliken; naar den er allermest fornuftig, viser den sig mest afsindig, og ligesom Situationen fjerner sig, saaledes følger Repliken med, mere og mere meningsløs uagtet dens Fornuftighed.
For ret at nyde Ironien i dette Stykke contemplativt maa man ikke læse det, men see det; man maa see det atter og atter, og naar man da har det Held at være samtidig med de fire sceniske Talenter, der paa vort Theater paa enhver Maade bidrage til at vise og lade ane Situationens Gjennemsigtighed, saa vil Nydelsen blive større og større for hver Gang man seer det.
Lad Replikerne i dette Stykke være nok saa vittige, man vil glemme dem, Situationerne kan man umulig glemme, naar man eengang har seet dem. Naar man da er bleven fortrolig dermed, da vil man den næste Gang, man seer Stykket, lære at blive taknemlig mod den sceniske Fremstilling. Jeg veed ikke at sige nogen større Roes over Opførelsen af dette Stykke, end at den er i saa høi Grad fuldendt, at den gjør En aldeles utaknemmelig de første Gange, fordi det, man faaer, er Stykket, hverken Mere eller Mindre. Jeg kjender en yngre Philosoph, der engang foredrog en Deel af Læren om Væsenet for mig. Det var saa let, saa simpelt, saa naturligt det Hele, at jeg da han var færdig, næsten trak paa Skuldrene og sagde: er
