279
elskværdig, men forskruet, thi ellers er i en anden Forstand Totalvirkningen af Stykket tabt. Betragt Phister, Du faaer næsten ondt, naar Du vil fæste Dit Blik paa den uendelig ferske Dumhed, der er præget i hans Ansigt. Og dog er det ikke en umiddelbar Dumhed, hans Blik har endnu et Sværmeri, der i sin Fjollethed minder om en Fortid. Et saadant Ansigt fødes Ingen med, det har en Historie. Da jeg var lille kan jeg huske, at min Barnepige forklarede mig, at man ikke maatte gjøre Grimacer med Ansigtet, og til Advarsel for mig og andre Børn fortalte en Historie om en Mand med et forkeert Ansigt, hvilket han selv havde forskyldt derved, at han gjorde Grimacer. Det traf sig nemlig saa besynderligt, at Vinden vendte sig og Mennesket beholdt sit forkeerte Ansigt. Et saadant forkeert Ansigt lader Phister os see; der er endnu Spor af de romantiske Grimacer, men da Vinden vendte sig blev det noget fortrukket. Phisters Fremstilling af Charles, har mindre Ironi, men mere Lune. Dette er ganske rigtigt, thi Modsigelsen i hans Væsen er ikke saa paafaldende. Han skal ikke gjælde for Rinville uden i Dervières og Emmelines Øine, der hver paa sin Maade ere lige partiske.
Betragt Stage, glæd Dig over denne skjønne mandige Holdning, denne dannede Personlighed, dette lette Smiil, der forraader Rinvilles indbildte Overlegenhed over Dervières phantastiske Familie, og see da denne Forstandens Repræsentant henhvirvlet med i den Confusion, som Emmelines indholdsløse Lidenskab liig et fremfarende Veir foranlediger.
