Forord.
Det er maaskee dog stundom faldet Dig ind, kjære Læser, at tvivle en Smule om Rigtigheden af den bekjendte philosophiske Sætning, at det Udvortes er det Indvortes, det Indvortes det Udvortes. Du har maaskee selv gjemt en Hemmelighed, om hvilken Du følte, at den, i sin Glæde eller i sin Smerte, var Dig for kjær til at Du kunde indvie Andre i den. Dit Liv har maaskee bragt Dig i Berøring med Mennesker, om hvilke Du anede, at noget Saadant var Tilfælde, uden at dog Din Magt eller Din Besnærelse var istand til at bringe det Forborgne til Aabenbarelse. Maaskee passer intet af Tilfældene paa Dig og Dit Liv, og dog er Du ikke ukjendt med hiin Tvivl; den har nu og da som en flygtig Skikkelse svævet Din Tanke forbi. En saadan Tvivl kommer og gaaer, og Ingen veed, hvorfra den kommer eller hvor den farer hen. Jeg for min Part har altid været noget kjættersk sindet paa dette Punkt af Philosophien, og har derfor tidlig vant mig til, saa godt som muligt, selv at anstille Iagttagelser og Efterforskninger; jeg har søgt Veiledning hos de Forfattere, hvis Anskuelse jeg i denne Henseende deelte, kort, jeg har gjort hvad der stod i min Magt for at bøde paa det Savn, de philosophiske Skrifter efterlode. Efterhaanden blev da Hørelsen mig den kjæreste Sands; thi ligesom Stemmen er Aabenbarelsen af den for det Ydre incommensurable Inderlighed, saaledes er Øret det Redskab, ved hvilket denne Inderlighed opfattes, Hørelsen den Sands, ved hvilken den tilegnes. Hver Gang jeg da fandt en Modsigelse mellem hvad jeg saae og hvad jeg hørte, da fandt jeg min Tvivl beskyttet, og min Iagttagelseslyst blev forøget. En Skriftefader er ved et Gitter adskilt fra den Skriftende, han seer ikke, han hører blot. Efterhaanden som han hører, danner han
