Spring til indhold

Side:Enten-Eller Første Deel.djvu/306

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

290

Der gives Mennesker, som have en overordentlig Gave til at forvandle Alt til Forretning, hvis hele Liv er Forretning, som forelske og gifte sig, høre en Vittighed og beundre et Kunststykke med samme Forretnings-Iver som den, med hvilken de arbeide i Contoiret. Det latinske Ordsprog otium est pulvinar diaboli er ganske rigtigt; men Djævelen faaer ikke Tid til at lægge sit Hoved paa denne Pude, naar man ikke kjeder sig. Da imidlertid Folk troe, at det er Menneskets Bestemmelse at arbeide, saa er Modsætningen rigtig: Lediggang — Arbeide. Jeg antager, at det er Menneskets Bestemmelse at more sig; min Modsætning er derfor ikke mindre rigtig.

Kjedsommelighed er den dæmoniske Pantheisme. Bliver man staaende ved den som saadan, da bliver den det Onde, saasnart den derimod ophæves, saa er den sand; men den ophæves kun ved at more sig — ergo bør man more sig. At sige, at den ophæves ved at arbeide røber Uklarhed; thi Lediggang kan visselig hæves ved Arbeide, da dette er dens Modsætning, men Kjedsommelighed ikke, som man jo ogsaa seer, at de allertravleste Arbeidere, de i deres emsige Brummen mest snurrende Insekter, ere de allerkjedsommeligste; og naar de ikke kjede dem, saa kommer det deraf, at de ingen Forestilling have om, hvad Kjedsommelighed er; men saa er Kjedsommeligheden ikke ophævet.

Kjedsommelighed er deels en umiddelbar Genialitet, deels en erhvervet Umiddelbarhed. Den engelske Nation er i det Hele den paradigmatiske Nation. Den sande geniale Indolents træffer man sjeldnere, i Naturen sindes den ikke, den tilhører Aandens Verden. Man træffer undertiden en reisende Englænder, der er som en Incarnation af denne Genialitet, et tungt ubevægeligt Murmeldyr, hvis hele Sprog-Rigdom gaaer op i et eneste Eenstavelsesord, en Interjektion, hvormed han betegner sin høieste Beundring og sin dybeste Ligegyldighed, fordi Beundring og Ligegyldighed har indifferentieret sig i Kjedsommelighedens Eenhed. Ingen anden Nation end den engelske frembringer saadanne Naturmærkværdigheder; ethvert Menneske, der tilhører en anden Nation, vil altid være lidt mere livlig, ikke