Side:Enten-Eller Første Deel.djvu/310

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

294

rede foregaaet den Forandring med det Oplevede, hvorved det har tabt alt det Pinlige. For saaledes at kunne erindre, maa man være opmærksom paa, hvorledes man lever, især hvorledes man nyder. Nyder man frisk væk indtil det Sidste, tager man bestandig det Høieste med, som Nydelsen kan give, saa vil man hverken være istand til at erindre eller til at glemme. Man har da nemlig intet Andet at erindre end en Overmæthed, som man kun ønsker at glemme, men som nu plager med en ufrivillig Erindring. Naar man derfor mærker, at Nydelsen eller et Livs-Moment for stærkt river En hen, da holder man et Øieblik inde og erindrer. Der er intet Middel, der bedre giver Afsmag for at vedblive for længe. Man holder fra Begyndelsen af Styr paa Nydelsen, sætter ikke alle Seil til for enhver Beslutning; man hengiver sig med en vis Mistro, først da er man istand til at gjøre det Ordsprog til Løgner, der siger, at man ikke paa eengang kan have baade i Sæk og i Pose. Vel forbyder Politiet at bære hemmelige Vaaben, og dog er intet Vaaben saa farligt som den Kunst at kunne erindre. Det er en egen Følelse, naar man midt i Nydelsen seer paa den for at erindre.

Naar man saaledes har perfektioneret sig i den Kunst at glemme og den Kunst at erindre, saa er man istand til at spille Fjæderbold med hele Tilværelsen.

Paa Kraften til at glemme kan man egentlig maale et Menneskets Elasticitet. Den, der ikke kan glemme, ham bliver der ikke Meget af. Om der nogensteds skulde sprudle en Lethe, veed jeg ikke, men det veed jeg, at denne Kunst kan udvikles. Den bestaaer dog ingenlunde i, at det enkelte Indtryk skulde sporløst forsvinde; thi Glemsomhed er ikke identisk med den Kunst at kunne glemme. Man seer ogsaa let, hvor liden Forstand Folk i Almindelighed have paa denne Kunst; thi de ville som oftest kun glemme det Ubehagelige, ikke det Behagelige. Dette røber en fuldkommen Eensidighed. Glemsel er nemlig det rette Udtryk for den egentlige Assimilation, der nedsætter det Oplevede til Resonantsbund. Derfor er Naturen saa stor, fordi den har glemt, at den var Chaos, men denne Tanke kan