354
jeg ellers bilder mig ind at være temmelig bevandret i hele det erotiske Indbegreb, saa har jeg aldrig paa mig selv iagttaget denne Tilstand, denne Forelskelsens Angst og Bæven, det vil sige, i den Grad, at den berøver mig Fatningen, thi ellers kjender jeg den nok, men den er for mig saaledes, at den snarere gjør mig stærkere. Maaskee vilde En sige, saa har jeg aldrig ret været forelsket; maaskee. Jeg har skammet Edvard ud, jeg har opmuntret ham til at stole paa mit Venskab. Imorgen skal han gjøre et afgjørende Skridt, personligt gaae hen og indbyde hende. Jeg har faaet ham bragt paa den fortvivlede Idee at bede mig at gaae med; jeg har lovet ham det. Han antager det for et overordentligt Venskabs-Stykke. Leiligheden er ganske som jeg ønsker den; det er at falde med Døren ind i Stuen. Skulde hun have den fjerneste Tvivl om Betydningen af min Optræden, saa skal igjen min Optræden forvirre Alt.
Før har jeg ikke været vant til at forberede mig paa min
Conversation, nu er det blevet mig en Nødvendighed for at
underholde Tanten. Jeg har nemlig paataget mig det
hæderlige Hverv at conversere hende og derved at dække Edvards
forelskede Bevægelser mod Cordelia. Tanten har tidligere
opholdt sig paa Landet, og saavel ved mine egne omhyggelige
Studier i landøkonomiske Skrifter som og ved Tantens paa
Erfaring grundede Meddelelser gjør jeg betydelige Fremskridt i
Indsigt og Duelighed.
Hos Tanten gjør jeg fuldkommen min Lykke, hun anseer
mig for et sat og stadigt Menneske, som man ret kan have
Fornøielse af at indlade sig med, der ikke er som vore
Modejunkere. Hos Cordelia synes jeg ikke at være synderlig vel
anskreven. Vel er hun en for reen uskyldig Qvindelighed til
at fordre, at enhver Mand skal gjøre hende sin Opvartning,
men dog føler hun altfor meget det Oprørske i min Existents.
Naar jeg saaledes sidder i den hyggelige Dagligstue, naar
hun som en god Engel udbreder Ynde overalt, over Alle, der
