357
ville gjette, men som forbittrer, ja indignerer hende. Hun føler meget godt, at Tanten næsten bliver latterlig, og dog er Tanten en saa ærværdig Dame, at hun visselig ikke fortjente det. Paa den anden Side gjør jeg det saa godt, at hun meget vel føler, at det vilde være forgjæves, om hun vilde søge at rokke mig. Stundom driver jeg det da saa vidt, at jeg bringer Cordelia til i al Forborgenhed at smile ad Tanten. Det er Etuder, som maae gjøres. Ikke som om jeg gjør det i Forening med Cordelia, langtfra, saa fik jeg hende aldrig til at smile ad Tanten. Jeg forbliver uforandret alvorlig grundig; men hun kan ikke lade være at smile. Det er den første falske Lærdom: vi maae lære hende at smile ironisk; men dette Smiil træffer næsten ligesaa meget mig som Tanten, thi hun veed slet ikke, hvad hun skal tænke om mig. Det var dog muligt, at jeg var saadant et ungt Menneske, der for tidlig var bleven gammel, det var muligt; et Andet var ogsaa muligt, et Tredie ogsaa o.s.v. Naar hun da har smilet ad Tanten, saa indigneres hun paa sig selv, jeg vender mig da om, og idet jeg vedbliver at tale med Tanten, seer jeg ganske alvorligt paa hende, saa smiler hun ad mig, ad Situationen.
Vort Forhold er ikke Forstaaelsens ømme og trofaste
Omfavnelser, ikke Attractioner, det er Misforstaaelsens Repulsioner.
Mit Forhold til hende er egentlig slet Intet; det er et reent
aandeligt, hvilket naturligviis er slet Intet i Forhold til en
ung Pige. Den Methode, jeg nu følger, har dog sine
overordentlige Beqvemmeligheder. Et Menneske, der træder op
som Cavaleer, han vækker en Mistanke og reiser sig selv en
Modstand; Alt sligt er jeg fritaget for. Man bevogter mig
ikke, tværtimod, man vilde snarere udsee mig som et paalideligt
Menneske, der var skikket til at bevogte den unge Pige.
Methoden har kun een Feil, det er, at den er langsom, men den
kan derfor og kun med Fordeel anvendes mod Individer, hvor
det Interessante er at vinde.
Hvilken foryngende Magt har dog ikke en ung Pige,
ikke Morgenluftens Friskhed, ikke Vindens Susen, ikke Havets
