360
ikke fornærmet, men blot neutraliseret; thi hendes Qvindelighed kan det ikke fornærme, at hun ikke veed Besked om Torvepriser, men vel kan det oprøre hende, at det skal være det Høieste i Livet. Tanten overbyder sig selv ved min kraftige Bistand i denne Retning. Hun er næsten bleven fanatisk, Noget, hun da kan takke mig for. Det Eneste, hun ikke kan sinde sig i hos mig, er, at jeg ingen Ting er. Nu har jeg indført den Skik, hver Gang der er Tale om et Embede, som er ledigt, da at sige: det er et Embede for mig, og derpaa at tale høist alvorligt med hende derom. Cordelia mærker altid Ironien, det er blot det, jeg vil.
Stakkels Edvard! Skade, at han ikke hedder Fritz. Hver
Gang jeg i mine stille Overveielser dvæler ved mit Forhold
til ham, kommer jeg altid til at tænke paa Fritz i Bruden.
Edvard er desuden ligesom dette hans Forbillede Corporal i
Borgergarden. Naar jeg skal være ærlig, saa er Edvard ogsaa
temmelig kjedelig. Han griber ikke Sagen rigtigt an, han
møder altid pyntet og stram. Af Venskab for ham, unter uns
gesagt, møder jeg saa skjødesløs som muligt. Stakkels Edvard!
Det Eneste, der næsten gjør mig ondt, er, at han er mig
saa uendelig forbunden, at han næsten ikke veed, hvorledes
han skal takke mig. At lade mig takke derfor, det er virkelig
for meget.
Hvorfor kan I nu dog ikke være kjønt rolige? Hvad har
I nu bestilt den hele Morgenstund andet end at ruske i min
Marquise, trække i mit Reflexions-Speil og Snoren ved samme,
lege med Klokkestrængen fra tredie Etage, støde mod Ruderne,
kort paa enhver Maade forkynde Eders Tilvær, som om I
vilde vinle mig ud til Eder? Ja Veiret er godt nok, men jeg
har ingen Lyst, lad mig blive hjemme... I kaade, overgivne
Zephyrer, I glade Drenge, I kan jo gaae alene; hav Eders
Morskab som altid med de unge Piger. Ja jeg veed det,
Ingen forstaaer saa forførerisk at omfavne en ung Pige som
