371
Der er forskjellige Arter af qvindelig Rødme. Der er den grove Rødsteens-Rødme. Det er den, Romanskriverne altid have nok af, naar de lade deres Heltinder rødme über und über. Der er den fine Rødme; det er Aandens Morgenrøde. Hos en ung Pige er den ubetalelig. Den flygtige Rødme, der følger en lykkelig Idee, er skjøn hos Manden, skjønnere hos Ynglingen, yndig hos Qvinden. Det er Lynets Glimt, Aandens Kornmod. Den er skjønnest hos Ynglingen, yndig hos Pigen, fordi den viser sig i sin Jomfruelighed, og derfor har den ogsaa Overraskelsens Blufærdighed. Jo ældre man bliver, jo mere forsvinder denne Rødme.
Stundom læser jeg Noget høit for Cordelia; i
Almindelighed meget ligegyldige Ting. Edvard maa som sædvanligt
holde Lyset; jeg har nemlig gjort ham opmærksom paa, at det
var en meget god Maade, paa hvilken man kan sætte sig i
Rapport til en ung Pige, at laane hende Bøger. Han har
ogsaa vundet Adskilligt derved; thi hun er ham ret forbunden
derfor. Den der vinder mest, er jeg; thi jeg bestemmer Valget
af Bøgerne og staaer bestandigt udenfor. Her har jeg en viid
Tumleplads for mine Observationer. Jeg kan give Edvard
hvilke Bøger jeg vil, da han ikke forstaaer sig paa Literatur;
jeg kan vove hvad jeg vil, i hvilketsomhelst Extrem. Naar jeg
nu kommer sammen med hende om Aftenen, da tager jeg
ligesom tilfældigviis Bogen i Haanden, bladrer lidt i den, læser
halv høit, roser Edvard for hans Opmærksomhed. Jeg vilde
ved et Experiment iaftes forvisse mig om hendes Sjæls
Spændkraft. Jeg var raadvild, om jeg skulde lade Edvard laane
hende Schillers Gedichte, for at jeg tilfældigviis kunde støde
paa Theklas Sang, der skulde forelæses, eller Bürgers Gedichte.
Jeg valgte det Sidste, fordi især hans Lenore dog er lidt
overspændt, hvor skjøn den end ellers er. Jeg slog Lenore op,
læste dette Digt høit med al den Pathos, der var mig mulig.
Cordelia var bevæget, hun syede med en Iilsomhed, som var
det hende, Vilhelm kom at afhente. Jeg standsede, Tanten
havde hørt til uden synderlig Deeltagelse; hun frygter sig