23
min Næse; men jeg kan ikke gjøre mere ved dem end kaste dem bagover mit Hoved.
Forgjæves strider jeg imod. Min Fod glider. Mit Liv bliver dog en Digter-Existents. Kan der tænkes noget Ulykkeligere? Jeg er udseet; Skjæbnen leer ad mig, naar den pludselig viser mig, hvorledes Alt hvad jeg gjør imod bliver Moment i en saadan Tilværelse. Jeg kan skildre Haabet saa levende, at enhver haabende Individualitet vil vedkjende sig min Skildring; og dog er den et Falsum, thi medens jeg skildrer det, tænker jeg paa Erindringen.
Der er dog endnu eet Beviis for Guds Tilvær, man hidtil har overseet. Det føres af en Tjener i Aristophanes: Ridderne, v. 32 flgg.:
ποῖον βϱετας; ἐτεὸν ἡγεῖ γὰϱ ϑεούς;
ἔγωγε
ποίῳ χϱωμενος τεϰμηϱίῳ;
ὁτιὴ ϑεοῖσιν ἐχϑϱὸς εἰμ'. οὐϰ εἰϰότως;
35. εὐ πϱοσβιβάζεις με.
Hvor er dog Kjedfommelighed rædsom — rædsom kjedsommelig; jeg veed intet stærkere Udtryk, intet sandere, thi kun det Lige erkjendes af det Lige. Gid der var et høiere Udtryk, et stærkere, saa var der dog endnu een Bevægelse. Jeg ligger henstrakt, uvirksom; det Eneste, jeg seer, er Tomhed, det Eneste, jeg lever af, er Tomhed, det Eneste, jeg bevæger mig i, er Tomhed. End ikke Smerte lider jeg. Gribben hakkede
