376
kommer, at mit Forhold til hende da vilde blive mere pikant end interessant. Den uendelige Profaisme, der ligger i en Forlovelse, er netop Resonantsbunden for det Interessante.
Alt bliver betydningsfuldere i det Wahlske Huus. Man
mærker tydeligt, at der rører sig et skjult Liv under de
dagligdagse Former, og at dette snart maa forkynde sig i en
tilsvarende Aabenbarelse. Det Wahlske Huus laver til en
Forlovelse. Den, som var en blot udvortes Iagttager, vilde maaskee
tænke paa, at der blev et Par af Tanten og mig. Hvad vilde
der i et saadant Ægteskab ikke kunne udrettes til landøkonomiske
Kundskabers Udbredelse i en kommende Slægt. Saa blev jeg
da Cordelias Onkel. Jeg er en Ven af Tænkefrihed, og ingen
Tanke er saa absurd, at jeg jo har Mod til at fastholde den.
Cordelia frygter for en Kjærligheds-Erklæring af Edvard,
Edvard haaber paa, at en saadan skal afgjøre Alt. Det kan
han nu ogsaa være sikker paa. For imidlertid at spare ham
de ubehagelige Følger af et saadant Skridt, skal jeg see at
komme ham i Forkjøbet. Jeg haaber nu snart at dimittere
ham, han staaer mig virkelig iveien. Det følte jeg ret idag.
Seer han ikke saa drømmende og elskovsdrukken ud, at man
kan frygte for, at han som en Somnambul pludselig reiser sig
op, og for den hele Menighed tilstaaer sin Kjærlighed saa
objektivt anskuende, at han end ikke nærmer sig Cordelia. Jeg
laante ham et Par Øine idag. Som en Elefant tager en
Ting paa sin Snabel, saaledes tog jeg ham paa mine Øine,
saa lang han var, og kastede ham bagover. Skjøndt han blev
siddende, troer jeg dog han havde en tilsvarende Fornemmelse
i hele Legemet.
Cordelia er ikke saa sikker mod mig som hun før har
været. Hun nærmede sig altid qvindeligt sikkert til mig, nu
vakler hun lidt. Det har imidlertid ikke stort at betyde, og
det vilde ikke falde mig svært at bringe Alt paa den gamle
Fod. Dog, det vil jeg ikke. Blot endnu en Exploration og
saa Forlovelsen. Denne kan der ingen Vanskeligheder være for.
