393
for hvad jeg gjør. Dersom dette nemlig ikke var Tilfældet, da vilde hun ikke troe mig. Ved hver min Bevægelse bliver hun stærkere og stærkere; Elskoven vaagner i hendes Sjæl, hun er indsat i sin Betydning som Qvinde. — Jeg har hidtil ikke hvad man i spidsborgerlig Forstand kalder friet til hende; det gjør jeg nu, jeg gjør hende fri, kun saaledes vil jeg elske hende. At hun skylder mig det, maa hun ikke ane; thi saa taber hun Tilliden til sig selv. Naar hun da føler sig fri, saa fri, at hun næsten fristes til at ville bryde med mig, da begynder den anden Strid. Nu har hun Kraft og Lidenskab, og Striden Betydning for mig; de øieblikkelige Følger blive saa hvad de ville. Sæt hun svimler i sin Stolthed, sæt hun bryder med mig, nu vel! hun har sin Frihed; men mig skal hun dog tilhøre. At Forlovelsen skulde binde hende, er en Taabelighed, kun hende i hendes Frihed vil jeg eie. Lad hende forlade mig, den anden Strid begynder dog, og i denne anden Strid seirer jeg saa vist som det var en Skuffelse, at hun seirede i den første. Jo større Kraftfylden er i hende, desto interessantere for mig. Den første Krig er Befrielses-Krigen, den er en Leg; den anden er Erobrings-Krigen, den er paa Liv og Død.
Elsker jeg Cordelia? ja! oprigtigt? ja! trofast? ja! —
i æsthetisk Forstand, og det har dog vel ogsaa Noget at betyde.
Hvad hjalp det denne Pige, om hun var falden i Hænderne
paa en Klodrian af en trofast Ægtemand? hvad var der blevet
af hende? Intet. Man siger, der skal lidt mere end Ærlighed
til for at komme gjennem Verden; jeg vilde sige, der skal lidt
mere end Ærlighed til for at elske en saadan Pige. Det Mere
har jeg — det er Fasthed. Og dog elsker jeg hende trofast.
Strengt og afholdende vaager jeg over mig selv, at Alt, der
ligger i hende, at hele den guddommelige rige Natur i hende
kan komme til Udfoldelse. Jeg er en af de Faa, der kan gjøre
det, hun er en af de Faa, der egnet sig dertil; passe vi da
ikke for hinanden?
