Side:Enten-Eller Første Deel.djvu/419

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

403

sien. — — — Meget rigtigt, Klokken 12 præcise kommer Helten i dette lille Elskovs-Optrin, vor kjære Lieutenant. Jeg sidder hos Conditoren, der boer i Stuen, hvor Frøkenen boer paa første Sal. Lieutenanten har allerede faaet Øie paa hende. Pas nu vel paa, min kjære Ven, det er ikke saa let en Sag at hilse smukt til første Sal. Han er forresten ikke ilde, vel voxen, rank, en smuk Figur, en krum Næse, sorte Haar, den trekantede Hat klæder ham godt. Nu kniber det, Benene begynde saa smaat at slaae Sladder, at blive for lange. Det gjør et Indtryk paa Øiet, der kan sammenlignes med den Følelse, man har, naar man har Tandpine og Tænderne blive for lange i Munden. Naar man vil samle hele sin Magt i Øiet og give det Retningen mod første Sal, saa trækker man let for megen Kraft fra Benene. Undskyld, Hr. Lieutenant, at jeg standser dette Blik i dets Himmelfart. Det er en Næsvished, det veed jeg nok. Meget sigende kan man ikke kalde dette Blik, snarere intetsigende, og dog meget lovende. Men disse mange Løfter stige ham aabenbart for stærkt til Hovedet; han vakler, for at bruge Digterens Ord om Agnete, han ravede, han faldt. Det er haardt, og dersom jeg maatte raade, skulde det aldrig være skeet. Han er for god dertil. Det er ret fatalt; thi naar man vil gjøre Indtryk paa Damerne som Cavaleer, saa maa man aldrig falde. Vil man være Cavaleer, maa man agte paa Sligt. Viser man sig derimod blot som intelligent Størrelse, saa er alt Sligt ligegyldig; man synker ind i sig selv, man falder sammen, skulde man da virkelig falde, saa er der slet intet Paafaldende deri. — — — Hvad Indtryk kan denne Begivenhed vel have gjort paa min lille Frøken. Det er en Ulykke, at jeg ikke paa engang kan være paa begge Sider af dette Dardanellerstræde. Jeg kunde vel faae en Bekjendt af mig posteret paa den anden Side, men deels ønsker jeg altid helst selv at gjøre Iagttagelsen, deels kan man aldrig vide, hvad der for mig kan komme ud af denne Historie, og i saa Fald er det aldrig godt at have en Medvider, da man saa maa spilde en Deel Tid paa at fravriste ham hvad han veed, og gjøre ham raadvild. — — — Jeg begynder virkelig at