413
vogte de hvide Faar, og som Løn for sit Arbeide have alle de brogede, der fødtes i hans Flok, da lagde han Kjeppe i Vandrenderne og lod Faarene see derpaa — saaledes anbringer jeg mig selv overalt for Cordelia, hendes Øie seer mig bestandig. Hende forekommer det som idel Opmærksomhed fra min Side; fra min Side derimod veed jeg, at hendes Sjæl derved taber Interesse for alt Andet, at der i hende udvikles en aandelig Concupiscents, der overalt seer mig.
- Min Cordelia!
Hvis jeg kunde glemme Dig! Er min Kjærlighed da et Hukommelsens Værk? Om Tiden end slettede Alt ud af dens Tavler, om den udslettede Hukommelsen selv, mit Forhold til Dig blev lige levende, Du var dog ikke glemt. Hvis jeg kunde glemme Dig! Hvad skulde jeg da erindre? mig selv har jeg jo glemt for at erindre Dig; hvis jeg da glemte Dig, kom jeg jo til at erindre mig selv; men i det Øieblik jeg huskede mig selv, maatte jeg jo atter erindre Dig. Hvis jeg kunde glemme Dig! Hvad vilde da skee? Man har et Billede fra Oldtiden. Det forestiller Ariadne. Hun springer op fra Leiet og seer ængstelig efter et Skib, der for fulde Seil iler bort. Ved Siden af hende staaer en Amor med en Bue uden Stræng og tørret sine Øine. Bag hende staaer en bevinget qvindelig Figur med Hjelm paa Hovedet. Man antager i Almindelighed, at denne Figur er Nemesis. Tænk Dig dette Billede, tænk Dig det lidt forandret. Amor græder ikke og hans Bue er ikke uden Stræng; eller var Du da bleven mindre skjøn, mindre seierrig, fordi jeg var bleven afsindig. Amor smiler og spænder Buen. Nemesis staaer ikke uvirksom ved Din Side, ogsaa hun spænder Buen. Paa hiint Billede seer man i Skibet en mandlig Skikkelse, der er beskjæftiget med Arbeide. Man antager, det er Theseus. Ikke saaledes paa mit Billede. Han staaer paa Bagstavnen, han skuer længselsfuld tilbage, han breder Armene ud, han har fortrudt det, eller rettere hans Vanvid har forladt ham, men Skibet fører ham bort. Amor
