27
Hvorfor blev jeg ikke født i Nyboder, hvorfor døde jeg ikke som et lille Barn? Da havde min Fader lagt mig i en lille Kiste, taget mig selv under Armen, baaret mig en Søndag Formiddag ud til Graven, selv kastet Jord paa, halv høit sagt et Par kun for ham selv forstaaelige Ord. Kun den lykkelige Oldtid kunde det falde ind, at lade de smaa Børn græde i Elysium, fordi de vare døde saa tidligt.
Aldrig har jeg været glad; og dog har det altid seet ud som om Glæden var i mit Følgeskab, som om Glædens lette Genier dandsede omkring mig, usynlige for Andre, men ikke for mig, hvis Øie straalede af Fryd. Naar jeg da gaae Menneskene forbi saa lykkelig og glad som en Gud, og de misunde mig min Lykke, da leer jeg; thi jeg foragter Menneskene, og jeg hævner mig. Aldrig har jeg ønsket at gjøre noget Menneske Uret, men altid givet det Udseende af, at ethvert Menneske, der kom i min Nærhed, blev krænket og forurettet. Naar jeg da hører Andre rose for deres Trofasthed, deres Retskaffenhed, da leer jeg; thi jeg foragter Menneskene, og jeg hævner mig. Aldrig har mit Hjerte været forhærdet mod noget Menneske, men altid, netop naar jeg var mest bevæget, har jeg givet det Udseende af, at mit Hjerte var lukket og fremmed for enhver Følelse. Naar jeg da hører Andre berømme for deres gode Hjerte, seer dem elskede for deres dybe og rige Følelse, da leer jeg; thi jeg foragter Menneskene og hævner mig. Naar jeg seer mig selv forbandet, afskyet, hadet for min Kulde og Hjerteløshed: da leer jeg, da mættes min Vrede. Dersom nemlig de gode Mennesker kunde bringe mig til virkelig at have Uret, til virkelig at gjøre Uret — ja, da havde jeg tabt.
Det er min Ulykke: ved Siden af mig gaaer altid en Morderengel, og det er ikke de Udvalgtes Dør jeg besprænger med Blod til Tegn paa, at han skal gaae den forbi, nei det
