100
— Norden for Lov og Ret —
Konen i Huset stod midt paa Gulvet og bad Fadervor paa Degnedansk efter Bogstaven. Harmonikaen faldt ind med: Hvo véd, hvor nær mig er min Ende, og Gæsterne sang med.
Ved Slutningen af Verset lød et Vræl, Hovedet for ud mellem Gardinerne, stirrede vildt og plumpede tilbage.
Hun var død.
Astrid græd, og Kvinderne snød deres Næser i Fingrene: Bare Jorden itt var saa frossen, at Liget maatte vente til Fastelavn! — Konen laante to Skillinger til Øjnene, tændte Tællelys foran Alkoven paa to Stole og sagde: Herrejøss, Herrejøss! — ikke andet, men det sagde hun hele Tiden. Saa gik hun for at lave Kaffe, og imens forlystede Gæsterne sig med en stille Sjavs og Langspyt efter Ovnkrogen.
To af de ældre Mænd snakkede og spiste Kandis til røget Faarelaar.
"Ded e de' a tøkkes, Ane Jens Kohul," sagde den ene til Konen i Huset, da hun kom med Kaffekedlen, "at næ'renstid do ka' went mæ aa faa hinner i Jorden te næst Manda', saa ska' pinte Joswa Madsen aa mæ kør hinner saa fint a Bøj, for saa ska' a lywell te Thiste med Svin, og hun ka' gæren age mæ te æ Kærregoer!"
