108
— Towli'dres —
Syne, flygtede Damerne bort, men Tjenestepigerne lod ham komme nær og tale længe, inden de med Haansord fejede ham af. Var der offenlig Søndagsdans i Anlæget, stod han ydmygt ludende ved Estradeopgangen og bønfaldt en og hver om en lille Dans. Han bad som den, der er nødt til at bede, men skammer sig over sin Armod. Med sørgmodige Øjne saa han Pigerne støve om i dunkende, hvirvlende Ture.
To Gange skred han ind og søgte at træde Dansen alene med de to Kurve i udstrakte Arme som Ligevægtslodder, men begge Gange satte Betjenten ham udenfor, og Gadedrengene peb ham i Ørene.
— — — —
Hvert Aar falmede en Tjavs af hans Haar, og hvert Aar skar Mærkefure i hans gule, læderhaarde Hud. Gangen blev mere ujævn.
Ny Ungdom vokste op om ham, og for den blev han en Blanding af Bajads, Ven og Eventyr. Hvor han kom drivende frem med de to Kagekurve som Mælkespande i et Aag over Skuldrene, fløj alle Smaapiger skrigende af Vej, men Skrigene pustede af Latter, og de vilde Pagter kom mere af Lyst til Løjer end af Forskræmthed.
"Pusselinke — Pusselanke,
ska' vi saa ride Ranke?"
